Forfatterarkiv: admin

I begyndelsen, da

i-begyndelsen-da

Der er et ordsprog på italiensk, der lyder traduttore, traditore – en oversætter er en forræder! En oversættelse er altid i en eller anden forstand en undersættelse; der er altid noget, der går tabt. I den italienske aforisme er det allitterationen og i det første vers af Genesis, er det fortidens egen verdensforståelse.

En hyppig oversættelse af første vers af Genesis lyder gerne: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” Punktum – skabelsen er i gang. Men egentlig vil det være mere korrekt at oversætte verset med en tidsbisætning, hvor det i stedet kunne lyde: ”I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden …” – skabelsen er endnu ikke begyndt.

Det kan virke som en ubetydelig petitesse, men Gud – eller Djævelen – er som bekendt i detaljen.

Den første oversættelse er i overensstemmelse med den teologiske eksegese, hvor vi forstår skabelsen som en creatio ex nihilo, en skabelse ud af intet, modsat oversættelsen med tidsbisætningen, hvor skabelsen i stedet sker ud af noget.

Dette er en væsentlig forskel, fordi det gør op med den teologiske dogmatik om, at Gud skabte ud af intet, samtidig med at det understreger, at Bibelens skabelsesberetning er beslægtet med andre kulturers skabelsesberetninger. Skabelser skete på dette tidspunkt ud af en primordial materie. Eller med andre ord: Bibelens mytologi er hverken tidløs eller original, hvad teologer ellers gerne vil have os til at tro, og den indtager heller ikke en særlig overordnet plads i forhold til andre kulturers myter.

Dette forhold ønsker teologer dog at skjule for os, hvilket det allerførste vers i Bibelen allerede er et eksempel på – og det kun ét eksempel ud af legio. Med teologers synspunkt om, at Bibelen er den eneste rigtige mytologi, lukker de bogen i stedet for at udforske den.

Og det er synd, for hvis vi åbner bogen og læser, hvad der rent faktisk står, og undersøger dens eventyrlige fortællinger i et kulturhistorisk lys, kan vi bruge den til at forstå, hvad religion egentlig er for en størrelse – og her vil vi nok blive overrasket! At Bibelen ikke er helt så anstændig, som præsten prædiker, kan vi måske få et indtryk af med Mark Twains ord:

“But the truth is, that when a Library expels a book of mine and leaves an unexpurgated Bible lying around where unprotected youth and age can get hold of it, the deep unconscious irony of it delights me and doesn’t anger me.”

Tilgår vi Bibelen med et oprigtigt ønske om at forstå den tids mennesker og deres begrebsverden, kommer vi således til at stå overfor et problem – teologer har forvansket den oprindelige religion og sløret teksten.

Selv hvis vi tilegner os de kulturhistoriske forudsætninger, så vi ikke uforvarende kommer til at presse vores egne forestillinger ned over det historiske kildemateriale, står vi stadig overfor det problem, at kildeteksten ikke er oversat troværdigt.

En oversættelse må forsøge at gengive kildeteksten, sådan som den må formodes at være blevet skrevet og opfattet på dens egen tid, og ikke ud fra hvad senere tider har forsøgt at lægge ind i teksten. Men dette er ikke tilfældet med Bibelselskabets bibel. De lavede godt nok udkastet til en videnskabelig oversættelse, men da de fandt, at grundlaget for deres troslære herved skred, valgte de at ændre teksten, så den igen passede bedre med den teologiske dogmatik.

Et eksempel på dette er som nævnt det allerførste vers i Bibelen, som vi her skal se nærmere på. Vender vi således tilbage til Genesis, og indsætter den filologisk mere korrekte tidsbisætning i Bibelselskabets oversættelse, læser vi:

”(1) I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden – (2) jorden var da tomhed og øde, og der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene – (3) da sagde Gud: ”Der skal være lys!” Og der blev lys.”

Skabelsen sker altså ikke i vers 1, men først i vers 3 – og det gør en verden til forskel! Vel begynder skabelsesakten først med udtalelsen, en pointe forfatteren til Johannesevangeliet også alluderer til: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1:1), men i modsætning hertil, ser vi, at verden netop ikke skabes med det samme og ud af intet, men at den tildannes ud af en primordial materie.

Lad os se nærmere på argumenterne for de to forskellige oversættelser ved at analysere kildeteksten. På hebraisk læser vi:

בְּרֵאשִׁ֖ית בָּרָ֣א אֱלֹהִ֑ים אֵ֥ת הַשָּׁמַ֖יִם וְאֵ֥ת הָאָֽרֶץ׃

בְּרֵאשִׁית er sammensat af præpositionen בְּ i og רֵאשִׁית begyndelse, der er afledt af רֹאשׁ hoved med den abstrakte endelse –ith. Spørgsmålet går da på, om רֵאשִׁית står i status absolutus eller i status constructus, det vil sige om det står selvstændigt, eller om det står i forhold til noget, og her er problemet, at begge tolkninger er mulige – men det betyder ikke, at de er lige sandsynlige!

Status absolutus er den form et ord står i, når det kan stå alene (absolut). Status constructus er den form et ord står i, når det er tæt forbundet til et andet ord eller sætning. Et ord i status constructus vil så at sige altid stå i constructus til noget, og et sådant constructforhold vil ofte gengives med et genitivisk forhold. Et eksempel kunne være en possessiv genitiv, hvor sætningen kongens hest (סוּס הַמֶּלֶךְ) på hebraisk danner et constructforhold, hvor ’kongens’ (הַמֶּלֶךְ) står i status absolutus og ’hest’ (סוּס) i status constructus. Vi noterer os i øvrigt her, at et ord i status constructus ikke kan have bestemt artikel, ordet er allerede determineret i kraft af at stå i status constructus; vi ved jo, hvilken ’hest’ der er tale om, det er ’kongens’.

Oversætter vi verset med ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”, opfatter vi רֵאשִׁית som en status absolutus. Sætningen står selvstændigt, og der behøver ikke at følge mere efter. Dette er dog en tvivlsom oversættelse, for vi siger samtidig, at רֵאשִׁית står determineret, men dette er ikke tilfældet. Insisterer vi på at oversætte med en status absolutus, står der: ”I en begyndelse” og ikke ”I begyndelsen”, for ordet står uden bestemt artikel. Dette gør en stor forskel, for så vil oversættelsen i betydning være: ”For længe siden” – og så er vi allerede godt på vej væk fra den traditionelle betydning.

En indvending kunne være, at brugen af den bestemte artikel ikke altid er obligatorisk, men dette er ikke et stærkt argument, da det er et fænomen, der overvejende ses i poesi, og det er der ikke tale om her.

Det forekommer mere plausibelt, at ordet står i status constructus, idet det filologisk, kontekstuelt og religionshistorisk giver bedre mening. Argumenterne er her flere og mere overbevisende.

Ud fra en filologisk synsvinkel vil den mest nærliggende læsning være, at ordet står i status constructus. רֵאשִׁית har som nævnt ikke den bestemte artikel tilknyttet, hvorfor den fremstår som en status constructus til den efterfølgende sætning, og den næste sætning er netop en tilstandssætning, en sætningstype der skildrer den tilstand under hvilken begivenhederne finder sted. Vi begynder altså med en tidsbisætning i status constructus: ”I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden –” og vil forvente at finde en tilstand beskrevet, hvilket vi netop får med: ”jorden var da tomhed og øde, og der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene” – hvorefter skabelsen, hovedsætningen, i vers 3 kan begynde.

Denne tolkning understøttes også af en kontekstuel læsning, hvor vi ser på, hvordan רֵאשִׁית optræder andre steder i teksten. Ser vi på, hvordan ordet bruges generelt, kan det hjælpe os med at forstå, hvordan det sandsynligvis er brugt i dette specifikke tilfælde.

Rashi, en jødisk kommentator, gør os her opmærksomme på, at ordet i langt de fleste tilfælde netop står i status constructus i funktion af en genitiv med et efterfølgende af. Rashi oversætter således verset med: ”I begyndelsen af Guds skabelse af himlen og jorden …”. Rashi skriver:

”there is no רֵאשִׁית in Scripture that is not connected to the following word, [som ikke står i status constructus] like (Jer. 27:1): “In the beginning of (בְּרֵאשִית) the reign of Jehoiakim”; (Gen. 10:10) “the beginning of (רֵאשִׁית) his reign”; (Deut. 18:4) “the first (רֵאשִׁית) of your corn.” Here too, you say בְּרֵאשִׁית בָּרָא אלֹהִים, like בְּרֵאשִׁית בְּרֹא, in the beginning of creating. And similar to this is, “At the beginning of the Lord’s speaking (דִּבֶּר) to Hosea,” (Hos. 1:2), i.e., at the beginning of the speaking (דִּבּוּרוֹ) of the Holy One, Blessed be He, to Hosea, “the Lord said to Hosea, etc.

For at gøre Rashis oversættelse mere læsevenlig, kan vi omskrive den med: ”I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden …”, og at dette er en almindelig måde at gengive forholdet på, kan vi forsikre os om ved at slå op i en hebraisk grammatikbog:

”Et nomen i status constructus er determineret ved det følgende. Et ord kan stå i status constructus til en hel sætning, hvorved ordet determineres. Dette er specielt typisk ved ord, hvis semantik indeholder ”tid” eller ”sted”. I disse tilfælde opstår en tidsbisætning eller stedsbisætning, hvor der efter ordet i constructus indskydes et ”da” eller ”hvor”, f.eks. Gen 1,1 בְּרֵאשִׁית בָּראָ אֱלֹהִים ”i begyndelsen, da Gud skabte”; Jes 29,1 קִרְיַת חָנָה דָוִד ”byen, hvor David, slog lejr.”
(§157j, i Dan Enok Sørensens Bibelsk-hebraisk grammatik)

Rashi gør os endvidere opmærksomme på, at hvis vi insisterer på at oversætte teksten uden en tidsbisætning: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”, så modsiger teksten med det samme sig selv, for himlen og jorden var ikke de første, der blev skabt:

“be astounded at yourself, for the water preceded, as it is written: “and the spirit of God hovered over the face of the water,” and Scripture did not yet disclose when the creation of water took place! From this you learn that the water preceded the earth. Moreover, the heavens were created from fire and water. Perforce, you must admit that Scripture did not teach us anything about the sequence of the earlier and the later [acts of creation].”

Vi kan også religionshistorisk sammenligne Bibelens skabelsesberetning med andre af oldtidens kosmogoniske myter, og her finder vi som et yderligere argument, at stort set alle den tids skabelsesberetninger indledes med en tidsbisætning. En skabelse ud af intet er på den tid et ukendt fænomen.

Et kendt eksempel på en lignende skabelsesberetning er den babyloniske Enuma Elish, men vi kan også blive i Bibelen, hvor vi et kapitel længere henne ser, at den anden skabelsesberetning (Gen 2:4b-2:7) ligeledes begynder med en tidsbisætning.

De to oversættelser er altså ikke fagligt ligeberettigede, og Bibelselskabet valgte faktisk også selv i sin første oversættelse at gengive teksten med en tidsbisætning. Der er således ingen diskussion om, at denne oversættelse er mest tro mod kildeteksten, men hvorfor står denne gengivelse så ikke at læse i Bibelselskabets oversættelse? Fordi det var teologisk set angribeligt at indlede skabelsen med en tidsbisætning. Tidsbisætningen blev fjernet ud fra teologiske indvendinger og ikke ud fra en videnskabelig argumentation.

Det var Bibelselskabet magtpåliggende at ændre teksten for at fastholde idéen om en creatio ex nihilo og for at sløre, at Bibelens mytologi er i overensstemmelse med andre kulturers mytologier:

”Den nye [prøve-]oversættelse minder meget om den gamle [DO31]; der er tale om næsten de samme ord; men ser man nøjere efter, viser det sig, at en hel anden teologi ligger bag prøveoversættelsen. V.2 opfattes nærmest som et indskud eller en parentes, og hovedhandlingen, hvor Gud tager fat på at skabe kommer ikke i v.1., men først i v.3, hvor han befaler lyset at bryde frem. Før Gud skaber, er der kaos: mørke, storm, tomhed osv. Jorden foreligger der allerede. Der er altså ikke tale om, at Gud skaber alt ud af intet, men han skaber efter først at have overvundet alle kaosmagterne. Før skabelsen var kaos, oprør, kamp! Der var noget ved siden af Gud. Det giver en hel anden skabelsesteologi. (…) Denne oversættelse holder ikke ved en ligefrem læsning af de første vers i Bibelen. Den indfører en fremmed skabelsesforståelse, som strider mod hele teologien i skabelsesberetningen, ligesom den står i skærende kontrast til NTs forståelse af disse vers, hvor det jo hedder: ’alt er blevet til ved det (= Ordet), og uden det blev intet til af det, som er’ (Joh 1,3)”
(Menighedsfakultetets Venneblad, Sommeren 1988, 6).

Traduttore, traditore – og Bibelselskabet mere end andre. Bibelen er den vestlige civilisations kulturhistoriske baggrund, og hvis vi vil forstå vores kultur, må vi forstå Bibelen, men har vi nogensinde læst den?

Pointen er, at hvis vi oprigtigt ønsker at forstå den tids mennesker og deres begrebsverden, så må vi forstå, at Bibelen kun kommer til at give mening, hvis vi sporer dens begreber tilbage til deres udspring. Og her vil vi måske finde, at det Gamle Testamentes mytologi er mellemøstlig mytologi, babylonisk og kanaanæisk mytologi. Ved at sammenholde religionerne med hinanden, kan vi rent faktisk få teksten til at give mening – og så begynder det faktisk at blive spændende!