Essay

Vandene

Der ligger jord i brusekabinen. Erasmus fjerner afløbsristen og lader vandet løbe. Jorden bliver leret, glat og skinnende, men forsvinder ikke. Han går efter en skovl. Da han kommer tilbage, synes han at kunne skelne hoved, arme og ben.

Det er den 18. juni i første del af Erwin Neutzsky-Wulffs Net (2026). Dagbogsskriveren Erasmus har i nattens drøm fulgt Kira til en jødisk kirkegård, hvor jorden syntes at leve under ham. Efter opvågningen finder han jorden i brusekabinen. Dagen efter har jordklumpen fået skikkelse af en fed, grå baby, som klynker. »Kira er omkring det og vander det jævnligt. Selv føler jeg mig lidt overflødig.«

Kira knæler ved en åben brusekabine og hælder vand fra en lille kande over en buttet skikkelse af vådt gråt ler. Væsnet sidder med store hænder og et næsten glat hoved med en lille rund mund. Lys falder på Kiras ansigt, hånden og vandstrømmen i det mørke badeværelse.

Net (2026), I: »Taxi Driver«, 3: »Sodoma«, 19. juni

Se i fuld størrelse · Hent (PNG, 2560 × 1696, 5,6 MB)

Kira passer det som noget, der skal gro. Erasmus forsøger at finde sig til rette som far. På endnu en dag er det blevet en to meter høj golem, der kan knuse en stol ved at sætte sig på den. Han kalder den Harvey. Før den kom, havde han læst om, hvordan man skaber sådan et væsen. Ingen af de lærestykker havde forberedt ham på familielivet bagefter.

Jeg standser ved vandingen. Den er så ligefremt fortalt, at man let læser videre. Kira gør det jævnligt, som om det var indlysende, hvad en golem skal have. Men hvad er det, hun holder i live? Et barn, en jordklump, noget af det, Erasmus har læst sig til? Romanen lader dem vokse sammen i brusekabinen. Den giver os ingen opskrift, hvor vi kan udpege vandet som det middel, der alene får dødt stof til at leve.

Til gengæld har den allerede stillet skabelsen i en større sammenhæng. I bogen, Erasmus læser, er den retfærdige, tzadiqen (צַדִּיק), med til at fuldende Guds værk. Den retfærdige kan skabe en verden. Derefter kommer beretningen om Rava, der skaber en golem. Det lille menneske af jord hører sammen med verdens tilblivelse, før Harvey overhovedet ligger på badeværelsesgulvet.

I fagbogen Grimoire (2022), hvor Neutzsky-Wulff udfolder sin forståelse af magien, begynder kapitlet »Abraham, Isak og Jakob« også med den retfærdige, her skrevet caddiq. Spørgsmålet er, hvad en magiker er. Svaret fører os til denne mark:

»Verden er død, en verden af døde genstande, som vi ikke længere kan få i tale, død som en mark, der ikke regelmæssigt bliver afvandet. Himlens sluser må åbnes - om nødvendigt i en syndflod, en (midlertidig) tilbagevenden til mayim.«

Lige før marken har Grimoire beskrevet en flod, der tørrer ud, og et vandløb, der sander til. Nu skal himlens sluser åbnes. Derfor læser jeg afvandet som tilførsel af vand her, selv om ordet til daglig betyder bortledning. Mayim (מַיִם) er det hebraiske ord for vand.

Grimoire beskriver døden som et tab af forholdet til verden: Vi kan ikke længere få genstandene i tale. I brusekabinen sker en vending den anden vej. Det, Erasmus ville skylle ud, begynder at ligne nogen, han må tage sig af. Det er denne overgang fra dødt materiale til et væsen, man har et forhold til, der får mig til at læse Kiras vanding sammen med Grimoires mark. Hun vander, mens Erasmus prøver at forstå, hvad der er sket.

Men marken får ingen garanti for passende nedbør. Åbningen kan kræve en syndflod. Vandene kan overskride de former, der behøver dem for at leve. I Grimoires kapitel »Maat« ligger de over os som regn, under os som kilder og omkring os som hav. Nilen trækker sig tilbage efter oversvømmelsen og efterlader en levende verden. Landet er kommet til syne, og det kan komme under vand igen.

I romanens anden del står en lille gruppe mennesker ved et andet hav. De er rejst til Proxima b for at begynde et liv på en ny planet. Her afvander tordenskyerne kysten som en enorm vandkande. Også romanen bruger ordet om regn, der føres til land. Med gruppen er biologen Bellamy Grover, som ved et tempel i skoven har oplevet væsner, han kalder elohim (אֱלֹהִים), guder. Nu når de kysten:

»Det tog dem tre dage at nå frem til havet, der var mere end et ocean, vandene, der på denne planet virkelig omgav verden som i de jordiske myter.«

Her giver romanen selv havet et andet navn. Vandene. Romanen kalder det også Tehom (תְּהוֹם), urhavet. Tunge bølger truer med at blive til et uhyre, der kan trække dem ned i afgrunden. Men Bellamy ser også noget, han genkender. Havets skiftende former minder ham om væsnerne ved templet. Dér gled de ind og ud af hinanden, og det var ikke engang sikkert, om der var mere end ét. »Det slog ham, at han nu stod over for den totale organisme, hvoraf hidtil kun dråber havde manifesteret sig for ham.«

I romanens næste sætning går hans forestilling videre: Han ser for sig den almægtige tanke, der har født jorden under hans fødder. Det, der kan opsluge landet, er også det, landet skylder sin tilblivelse. Hans møde ændrer havet fra omgivelser til ophav. Det er svært at gå tilbage til at tælle arter efter det.

Romanen bruger her et mytologisk sprog, som forandrer det hav, Bellamy står over for. I Grimoire bruger Neutzsky-Wulff også havet til at fremsætte en påstand om den overnaturlige verden: »Den er et fysisk, fundamentalt akausalt ocean, hvori vi bebor en kausal ø.«

Øen og oceanet er en metafor. Du får et landskab at tænke med, hvor fast grund, kyster og sejlads kan udfoldes. Men påstanden angår for Neutzsky-Wulff den fysiske verden. Han indleder netop stedet med at afvise, at den overnaturlige verden er en poetisk omskrivning af hverdagens realitet. Metafor siger her noget om sprogets form, ikke at dens genstand kun findes i fantasien. Grimoire vil hjælpe sin læser til selv at komme derud.

Akausal betyder her, at havet ikke er underlagt den årsagsorden, vi har indrettet os på øen efter. Det er heller ikke bare endnu ukendte årsager, som en bedre undersøgelse vil afdække. Senere i bogen står der:

»Vi lever på en kausal ø midt i et akausalt ocean. Det faste land kalder vi årsag og virkning, og vandene kalder vi tilfældighed.«

At stævne ud på det ocean kræver i Grimoire overgivelse til en stormvind, og søsygen følger med. Den kendte kyst forsvinder. Man får ikke herredømme over havet ved at forlade øen.

Net tager øen og oceanet op igen i det essayistiske kapitel »Galehuset«. Her viger personernes historier for en argumenterende fremstilling af psykiatri og virkelighed. Billedet får en anden bestemmelse:

»Virkelighed er en ø i erfaringens ocean. Øen er lille i forhold til havet udenom, men stor nok til at have både kyst- og fastlandsklima.«

Fysikerne fisker fra kysten med deres målinger. De får sære dybhavsfisk op, som ikke kommer på øens menukort. Længere inde på land sørger præster, lærere og psykologer for den virkelighed, beboerne er enige om. Her gælder forskellen altså, hvad man kan erfare, og hvad der får lov at tælle som virkeligt. Også en hverdagserfaring kan afvises, hvis den kræver en anden forståelse af verden end den, beboerne er enige om.

Senere i kapitlet bliver øen mindre, efterhånden som der stilles større krav til, hvad beboerne skal være enige om. Umiddelbart efter kommer et citat om partiet, der vil kræve, at man tror, at to og to er fem. Selv det regnestykke, man kan efterprøve, skal nu vige for enigheden. Havet behøver ikke at stige, for at beboerne får mindre plads.

Erfaringens ocean er derfor ikke bare et nyt ord for det akausale. Men billederne gør noget beslægtet ved den, der bor på øen: De tager selvfølgeligheden fra forestillingen om, at hans faste grund omfatter alt, hvad der findes. Bellamy får sin grund forandret ved havet. Erasmus får noget, der ikke burde findes, at tage med på aftentur.

Da Erasmus tager Harvey med til sankthansfest ved Søerne, har han tjekket vejrudsigten. Han er ikke sikker på, om regnen vil opløse golemmen eller få den til at tage på. Han får sit store barn med hjem uden episoder.

Jeg holder af den forsigtighed. Erasmus kan undersøge, om det bliver regnvejr. Hvad regnen vil gøre ved den, han går ved siden af, er en anden sag.


Vand i Net

Vandene giver liv og truer med at opløse det, der lever. De seks steder her viser, hvordan denne spænding forbinder verdens tilblivelse med menneskets deltagelse i den. Ordene skabelse, ånd og transcendens får krop i det vand, personerne møder.

Vanding og vækst

»Kira er omkring det og vander det jævnligt. Selv føler jeg mig lidt overflødig.«

Net (2026), I: »Taxi Driver«, 3: »Sodoma«, 16., 19. og 23. juni. Også II: »Stjernerejser«, 4: »Terra«, afsnittet om tordenskyerne.

Det afgørende ord er jævnligt. Jordklumpens tilblivelse kræver fortsat pleje. Romanen har netop fortalt, at den retfærdige, tzadiqen (צַדִּיק), er med til at fuldende Guds skabelse. Grimoire lader samme figur rydde det tilsandede vandløb, så livet kan strømme gennem den døde verden. I Indeks til Grimoire er mayim (מַיִם), vandene, strømmen mellem descendens og transcendens: det guddommeliges virkeliggørelse og menneskets overskridelse af sin hidtidige tilværelse. Kiras vanding kan læses som plejen af denne levende forbindelse. At skabe er også at holde det skabte i live. Romanen bruger endda afvande om tordenskyer, der tilfører kysten vand som en vandkande. Ordet betyder her tilførsel, ikke bortledning. Erasmus behersker dog ikke strømmen: Han ved stadig ikke, om regn vil opløse Harvey eller få ham til at vokse.

Solregn

»På et tidspunkt begyndte det at regne, men det var solregn, et smil.«

Net (2026), I: »Taxi Driver«, 10: »Sælsomme fortællinger«, 14. september.

Solregn er lys og vand på én gang. Solens lys kan her læses som ånd og regnen som det akausale hav, der kommer til mennesket: åndens gennemstrømning erfaret af kroppen. I Grimoire er sol og regn tilsvarende sammen om at befrugte jorden. Erasmus står blandt træerne som mange tørstige væsner blandt andre, velsignet fra oven. Deres rødder forbinder underverden og himmel, og han kan ikke skelne deres væsner fra sine egne. Tørsten er evnen til at modtage livet. Han forstår nu oversætteren fra Nets kapitel »En anden verden«, som blev sin arbejdsgivers slave og en af husets ting. I Den magiske grammatik bliver slavepigens krop en ting frem for et redskab: Hun indgår selv i verden som fuglen i luften og fisken i vandet. Det er denne tilblivelse gennem forholdet til andre, Erasmus nu forstår. Hun og hendes herre er gensidigt bundet. Erasmus skynder sig hjem til Kira, fordi hans egen natur også er et forhold til en anden. I Adfærd vejes ti tusind kalenderdage mod én ekstatisk solregn: Levet liv er mere end varighed.

Vandene og urhavet

»et tåget, rugende Tehom med tunge, rullende bølger«

Net (2026), II: »Stjernerejser«, 4: »Terra«, Bellamys møde med havet efter templet.

Tehom (תְּהוֹם) er urhavet, det ophav, den faste verden fremkommer af. Bølgerne på Proxima b truer med at blive et uhyre, og deres skiftende former minder Bellamy om templets elohim (אֱלֹהִים), de guddommelige væsner, der gled ind og ud af hinanden. Nu ser han dråberne som manifestationer af én total organisme. De adskilte væsner er former, som det levende ophav antager. I sit undervisningsmateriale om verdensaldermodellen hos Neutzsky-Wulff forklarer Chresteria faren: Den skabende kraft kan ødelægge det skabte. Det, der frembringer former, er ikke selv bundet af dem. Grimoire lader tilsvarende en tilbagevenden til vandene gå forud for fornyet skabelse. Havets skaberkraft og dets trussel mod jorden er derfor nært forbundne. Bellamys faste grund viser sig som noget, der bliver til.

At soppe og dykke

»Det, du taler om, er lavdosis-sessioner. En soppetur i urhavet.«

Net (2026), I: »Taxi Driver«, 7: »Tripping«, 17., 18. og 23. august. Også Grimoire (2022), VII: »Psykedelika«, 2: »Hofmanns eventyr«, s. 558–559.

Erasmus har set en flod med en gul sol ved rejsens ende og Kira på bredden. For ham ligner det endnu en livagtig drøm. Bjælke skelner mellem ændrede sanseindtryk og at befinde sig i en anden verden. Grimoire bruger samme forskel mellem at soppe og dykke om mystik: Det dybeste er mødet med ens egen natur og den skæbne, der forpligter én over for andre. Transcendens betyder dermed en overskridelse, som også ændrer den, der erfarer. Man får noget at være og nogen at være for. Bogen beskriver et andet sted, hvordan den fundne verden vedbliver at være virkelig efter tilbagekomsten. Det er denne forandring, der gør dykket dybere end et usædvanligt syn. Erasmus’ senere, mere dramatiske trip er lidet oplysende for ham. Styrken af oplevelsen sikrer ikke dens forståelse.

Flodens kredsløb

»Floden løber ud i havet, bliver til regn og falder ned på bjergene, hvor den har sit udspring.«

Net (2026), II: »Stjernerejser«, 9: »Dialog«, Daemoniacus’ svar på spørgsmålet om flodens mål.

Daemoniacus er besat af en sandsigerånd, som samtalen også kalder en engel. Physicus, Medicus og Theologos har villet spørge den til råds. Ånden lader dem forestille sig en båd, hvor solen varmer, regnen svaler og en kvinde plukker frugter til de rejsende. Selv dér vil Medicus have fri vilje. Theologos vil vide, hvor strømmen ender. Englen svarer med et kredsløb: Havet er ingen slutstation, for vandet vender tilbage som regn. I Grimoire er descendens og transcendens en cyklus: Det guddommelige kommer til verden, og mennesket overskrider sin hidtidige tilværelse. Årstiderne og månens faser giver dens billede. Skabelsen kræver fortsat deltagelse. Derfor følger invitationen til stjernernes dans. Floden er sin egen mening, og menneskets opgave er at deltage i dens liv. Physicus, Medicus og Theologos mister forståelsen eller afviser den og vil tilbage til deres spørgsmål om iagttageren. Mens de aftaler næste møde, flyver englen. Dialogen lader den anden verden ske foran dem, mens de diskuterer den.

Øen og oceanet

»Virkelighed er en ø i erfaringens ocean.«

Net (2026), II: »Stjernerejser«, 7: »Galehuset«, øen og dens beboere.

Øens grænse sættes af konsensus, det, beboerne kan enes om at kalde virkeligt. Fysikerne fisker med målinger, mens præster, lærere og psykologer vogter den fælles forståelse inde på land. Øen bliver mindre, efterhånden som kravene til enigheden vokser. Grimoire kalder sin ø kausal og oceanet akausalt, og Det magiske menneske forbinder selv konsensus’ indsnævring med reduktionen af verden til kausalitet. Billederne undersøger derfor samme tab fra forskellige sider: Den erfarede verden er større end det udsnit, der får lov at gælde. Grimoire kalder erfaringen et forbindelsesled til den fysiske verden, som fejlagtigt bliver gjort til en mur imod den. Dualismen, skellet mellem en indre oplevelse og en utilgængelig ydre verden, holder mennesket på land. Havet giver plads til den erfarede verden, som øens definition af virkelighed udelukker.