Maskeraden.
Kort fortalt
Det latinske ord for skuespillerens maske er persona. Romerne gættede selv på, hvor ordet kom fra. Aulus Gellius fortæller i Noctes Atticae (5,7), at grammatikeren Gavius Bassus forklarede det ud fra lyden: Masken omslutter hoved og ansigt og lader kun én åbning stå til stemmen, så den kommer samlet ud, klarere og fyldigere. Nyere sprogforskning peger hellere mod etruskisk. I Augurernes Grav i Tarquinia, malet omkring 530 f.Kr., står ordet phersu skrevet ved en maskeret, skægget skikkelse med spids hue. Af persona kommer person og personlighed.
Grækernes tragedier og komedier blev spillet i masker ved Dionysos’ fester i Athen, i gudens eget teater. Guden selv blev dyrket som en maske. På omkring halvfjerds attiske vaser fra 400-tallet f.Kr. hænger en skægget maske på en pæl eller en søjle, der er klædt i en kjortel, så pælen får en krop uden arme og ben. Kvinder øser vin foran den. Vaserne kaldes Lenæa-vaserne efter den fest, de er blevet knyttet til. Om det var Lenæa eller Anthesteria, er omstridt.
I forfatterskabet
Forfatterskabet bruger masken i to betydninger, der peger hver sin vej. Guden tager masken på for at komme ind i verden. Mennesket bærer sin for ikke at blive set.
Gudens maske. Det magiske menneske (2024) siger, hvorfor guden kommer forklædt:
Det er forståeligt, for når Dionysos er midt iblandt menneskene, er han, belært af sin moders vanskæbne, kun en maske. Ligesom en fest ikke er et lettet thank the gods it’s Friday, er maskeraden den fest, hvor guden kan komme ubemærket.
Moderen er Semele, der brændte op, da Zeus viste sig for hende i sin sande skikkelse. Samme kapitel følger maskerne ind i teatret, hvor det igen drejer sig om »åndens nedstigen i en persona, som alting må«. Teorien om alting (2017) ser det samme bag de dyrehovedede guder i Ægypten og Mexico: »når vi ser en gud med dyrehoved, er det shamanen, vi ser, besat af det totem, hvis maske han bærer.«
Danmark (2012) siger, hvordan man alligevel kender de overnaturlige væsner i deres menneskeskikkelse:
Der er dog som regel noget ved de overnaturlige væsner, der får os til at ane uråd. Deres menneskelige skikkelse er ufuldstændig, de “er hule i ryggen” og har qua vore skygger og spejlbilleder - hvis det da ikke er os, der er deres - ikke selv en skygge eller refleksion.
Ofte falder masken, og vi ser dem som rene præeksistentielle energifænomener, lysstråler, gloende stænger og flammende hjul (ophanim) eller måske blot som den “vilde jagt” igennem skoven.
Det overnaturlige (2004) vender billedet om. I kapitlet om Dionysos’ mysterier står der kort: »Her kommer Masken ind.« Og så:
Den maskerede shaman “spiller” guden - sådan vil vi sige - men ifølge den tankegang, vi efterhånden har vænnet os til, er han guden. Vi kunne altså med samme ret hævde, at hans normale udseende er en maske, som guden i ham bærer.
Det er den samme tanke, der går igen i karnevalet. Det er ikke en menneskelig anonymitet, der tilstræbes, men at guden kan færdes iblandt os.
Masken har altså i en vis forstand den samme funktion som peplos (ephodh), som ligeledes “forvandler” bæreren. I Dionysoskulten er der intet gudebillede, kun denne maske.
Det er ikke vanskeligt at forstå, hvad dette indebærer. Det er, som når detektiven i en kriminalroman forfølger en mystisk maskeret person og finder - hans maske.
Konklusionen er indlysende: Gerningsmanden er midt iblandt os - for nu at være bibelske. Guden er altså tilsyneladende det, at et menneske påtager sig gudens rolle - et meget specielt menneske, åbenbart, eftersom vi oftest ser den på sin knage.
Peplos er gudindens klædning, ephod præstens. Bogen vender tilbage til masken ved frisen i mysterievillaen i Pompeji, hvor en satyr ser den spejlet i den skål, en silen holder: »At mysten ser den i et spejl, understreger teofaniet.« Teofani er gudens tilsynekomst.
Personaen. Den anden maske er den, mennesket bærer. I Net (2026) har Erasmus mødt overboerne og skriver i sin dagbog:
Da jeg sprængte nettet af mening og meninger, blev jeg selv en maske i et net, der er sin egen mening. Peregrinerne er kun masker, personer, men det er vi også selv, indtil vi søger ånden i kødet.
Peregrinerne er romanens fremmede, der færdes blandt menneskene i menneskeskikkelse. Peregrinus er latin for den tilrejsende uden borgerret. De forsvundne (2024) siger det kortere: »Min psyke er ikke mig, den er en maske, persona eller personlighed.« Det magiske menneske (2024) slår ordet op: »Ordet “personlighed” har vi fra det latinske persona, som netop har denne betydning.« I Grimoire (2022) er masken det, man kan miste uden at miste sig selv:
Denne afmagt er den eneste virkelige magt. Alt kan vi miste - den persona, maske, vi fik udleveret af de selvsamme, der forjog feen ved vores vugge - men aldrig os selv.
Danmark (2012) siger, for hvis skyld masken bæres: Denne »“person”, som navnet siger, er en ren maske af hensyn til en nabo, der ikke tør fæste lid til et levende ansigt.« Og Bibelen (2011) siger, hvornår den falder: »For i det øjeblik vi holder op med at spørge vores nabo, hvem vi er, falder masken, personligheden, jeget«.
Videre
- Aulus Gellius, Noctes Atticae 5,7 (Gavius Bassus om ordet persona).
- Augurernes Grav (Tomba degli Auguri), Tarquinia, med skikkelsen phersu.
- Lenæa-vaserne, attiske vaser fra 400-tallet f.Kr. med Dionysos’ maske på søjlen.
- Euripides, Bakchai, hvor guden kommer til Theben i menneskeskikkelse.
- Frisen i Villa dei Misteri, Pompeji.
- Det overnaturlige (2004), anden del, niende kapitel, »Brummeren«, og syvende del, sjette kapitel, »Dionysos«.
- Det magiske menneske (2024), første del, femte kapitel, »Endendros«, og tredje del, syvende kapitel, »Besættelse«.
- Danmark (2012), tredje del, andet kapitel, »Hvad fejler du, min lille?«, og tredje kapitel, »Bjergmænd og ellepiger«.
- Net (2026), tredje del, tiende kapitel, »Det bødede garn«, 4. marts.