Kære læser.
Du har fået fat i en bog af Erwin Neutzsky-Wulff – måske en af de nyeste romaner, Net (2026) eller Lessons (2026), eller måske en af de store fagbøger om religion, magi og virkelighedens indretning. Måske er det din første, måske har du haft fat i én før og lagt den fra dig igen med den særlige blanding af irritation og hjemve, som disse bøger efterlader. Begge dele er gode udgangspunkter. Jeg skriver til dig som en, der har læst bøgerne til ende og nu er begyndt forfra.
Det første, du skal vide, er en lettelse: Du skal ikke forstå det hele. Ingen gør det ved første besøg, og bøgerne er ikke bygget til det. De er bygget som steder, man vender tilbage til, og de opfører sig ikke ens fra gang til gang. Forfatteren anfører ofte, at bøgernes billeder er »forvandlingsbilleder, eller rettere slet ikke billeder i traditionel forstand, det vil sige som noget andet end det, de afbilder« – ikke billeder af noget, men selve det, de viser. Man kan læse det som en forfatters æstetik, eller man kan forsøge at lodde et dybere lag. Denne tilgang til bøgerne kaldes i Grimoire (2022) for »den anden læsemåde«. Brugsanvisningen.
I forfatterskabet er religion noget, man erfarer, ikke noget, man tror på, og bøgerne både lokker med og advarer imod, at de vil forandre den, der læser dem, hvis de vel at mærke læses et punktum ad gangen. En bog, der vil være forudsætningen for noget, der skal ske med dig, er en mærkelig bog, og forfatteren er omstridt. Du vil blive provokeret, og han mener det.
På et tidspunkt – det kan være side halvfjerds, det kan være side fire hundrede – standser du op, fordi et helt afsnit står der igen, ord for ord. Den første indskydelse er at springe over. Det her har jeg læst. Men det har du ikke, ikke dér. Grimoires første kapitel begynder med sætningen »Magi er kontrakausalitet.« Den står ordret seks steder mere i bogen, og tre af dem tager også bogens næste sætning med: »Universet styres af kausale love, eller det troede man i det mindste engang.« Gentagelsen er et ledemotiv, som i musik: den samme figur, der klinger nyt hvert sted, fordi alt omkring den har flyttet sig. Spørgsmålet ved en gentagelse er derfor, hvad der er sket, siden du læste den sidst. Det er ikke bogen, der gentager sig, det er dig, der er blevet en anden, og du opdager måske, at aviserne nu læses anderledes.
En lille bemærkning til anførselstegnene hos Neutzsky-Wulff: Når et ord står i anførselstegn, er det et lån fra den gængse måde at tale på, taget op med en tang. Ét lille ord gør arbejdet i denne sætning fra Grimoire om det, de fleste forbinder med magi:
Snarest vækker det associationer til middelalderens hekseprocesser og den “overtro”, der ledte op til dem.
Anførselstegnene siger: sådan kalder man det – og resten af sætningen arbejder stille på spørgsmålet om, hvem der egentlig var de overtroiske. Hans egne begreber står derimod i kursiv, og de skal læses med fuld vægt.
Og du vil møde ord, du ikke kender, og henvisninger, du ikke kan placere: skriftsteder, opera, sagaer og aldeles elendige B-film, citeret med samme selvfølgelighed. Det sjældne ord bærer vægt netop dér, hvor det står, og det er ment som en foræring til den, der slår det op. Den dannelse, bøgerne forudsætter, er også en, de giver.
Det sværeste er sammenhængen, og øvelsen i ikke at kræve den med det samme. En tråd, der ligger løs i ét kapitel, samles op tre hundrede sider senere, og nogle tråde rækker ind i helt andre bøger. Sådan er bygningen tænkt, her illustreret med et eksempel fra Net, hvor noget af det første, fortælleren siger om sig selv, er dette:
Så velkommen til min blog. Erasmus Enevoldsen, Ærbødigste Tjener!
Jeg er som tidligere nævnt pensioneret, tidligere færgemand, eller som det nu hedder, taxichauffør. Jeg har med andre ord levet mit liv i fremmede menneskers ingenmandsland, altid på vej et sted hen uden nogen sinde at være nået frem.
Jeg blev aldrig tilladt at forlade båden. Tit har jeg drømt videre på deres vegne.
Jeg har lyttet til flere skænderier end nogen parterapeut. De er altid tavse, når de stiger ind i vognen og benytter sig af, at der er vinduer i begge sider.
Men på et tidspunkt glider begges blikke op mod mit bakspejl. Derefter anser de sig selv for usynlige og uhørlige.
Og nej, jeg har aldrig forløst en fødende kvinde i bilen. Jeg har aldrig været udsat for et røveri.
Ordet færgemand kan her læses som en metaforisk selvkarakteristik, som den næste sætning udfolder: Andre mennesker har haft et bestemmelsessted, men hans eget liv er levet undervejs og set gennem bakspejlet. Han har hjulpet andre frem, mens han selv er blevet i en slags limbo mellem afgang og ankomst. Loddet når her ned til allusionen til Charon, hvor det vante, taxichaufføren, under læsningen bliver det irreale og det uvante, færgemanden, det reale.
Tingene hænger sammen i disse bøger, fordi de ligner, kalder på og forvandler hinanden, ikke kun fordi det ene forårsager det andet. Nogle spændinger opløses sent, og enkelte opløses aldrig, fordi spændingen selv er indsigten.
Når en scene bliver ved at arbejde i dig, og det vil ske, findes der fagbøger, hvor forfatteren ofte siger ligeud, hvad romanen lod dig erfare. Det overnaturlige (2004) er den brede indgang, og Grimoire (2022) er hovedværket.
Til sidst en historie, som forfatteren fortæller i Indeks til Grimoire (2023) og tilskriver Niels Bohr. Nationalmuseet sender en etnograf ud til en stamme i Amazonas, som man netop har hørt om. Han kommer med fotoudstyr, papir og skrivemaskine og studerer i årevis stammens vaner, riter og myter. Han kan beskrive det hele, men forstår ikke, hvordan folkene har det, når de danser deres danse og synger deres sange. Så klæder han sig som dem, taler deres sprog, kaster til sidst skrivemaskine, pen og fotoudstyr i floden og glemmer sit dansk, sin uddannelse og hele sin herkomst. »Det lykkedes ham til sidst, og nu forstod han fuldtud, hvordan det var at være indianer i netop denne stamme.« Og så kommer den sætning, historien er fortalt for: »Men dermed var han jo afskåret fra at skrive hjem til Danmark om det, og så måtte Nationalmuseet jo sende en ny etnograf ud til Amazonas.« Forfatteren tilføjer: »Det samme kan man sige om den opmærksomme læser af GRIMOIRE.« Og: »Han kommer ikke til at skrive hjem.«
Dette brev er skrevet hjem. Det kan sige noget om, hvordan bøgerne er opbygget, og hvor du kan banke på, men det, der er værd at vide, står derinde og dannes sætning for sætning af dig og bogen under jeres fælles læsning, og den dag, du har erfaret det, sender du ikke engang flaskepost hjem. Hvor langt jeg selv er kommet ad den vej, ved jeg ikke. Langt nok til at kunne skrive dette, altså ikke langt nok.
God rejse.
En medlæser.