Joachim Patinir maler ikke så meget Charon som floden. Den fylder hele billedet og løber ud til horisonten. Til venstre ligger paradisets lyse bakker med engle på bredden, til højre helvedes brand og porten, hvor Kerberos holder vagt. I midten står færgemanden og sætter en enkelt sjæl over; ifølge museets egen beskrivelse vender sjælen sig mod helvedes side og vælger dermed selv. Færgemanden hører hjemme på ingen af bredderne; hans sted er vandet imellem.
Joachim Patinir, El paso de la laguna Estigia, ca. 1520–1524. Olie på træ, 64 × 103 cm. Museo Nacional del Prado, Madrid. Public domain.
Kort fortalt
I græsk mytologi er Charon færgemanden, der sætter de døde over floden til underverdenen – Acheron hos de ældste kilder, siden oftest Styx. Overfarten koster en obolos, en lille sølvmønt, og derfor lagde man den døde en mønt i munden. På de hvide gravkrukker, lekythoi, fra Athen i 400-tallet før vor tid står han i sin båd med stagen og venter, mens Hermes fører den døde ned til bredden.
Det er Vergil, der har givet ham den skikkelse, eftertiden kender. I sjette sang af Aeneiden ser Aeneas ham ved floden:
portitor has horrendus aquas et flumina servat
terribili squalore Charon, cui plurima mento
canities inculta iacet, stant lumina flamma,
sordidus ex umeris nodo dependet amictus.
En gruelig færgemand vogter disse vande og floder,
Charon, frygtindgydende i sit smuds; fra hagen hænger
det grå skæg uplejet ned, øjnene står i flammer,
en snavset kappe hænger i en knude fra skuldrene.
Sibyllen, der fører Aeneas gennem underverdenen, forklarer ham lidt efter, hvem færgemanden tager med: Kun de begravede sættes over, og de ubegravede må flakke om på bredden i hundrede år.
Dante tager ham med ind i Helvede, tredje sang, og giver ham den gestus, Michelangelo siden malede i Den yderste dom i Det Sixtinske Kapel:
Caron dimonio, con occhi di bragia
loro accennando, tutte le raccoglie;
batte col remo qualunque s’adagia.
Dæmonen Charon, med øjne som gløder,
vinker ad dem og samler dem alle;
med åren slår han hver den, der tøver.
Lukian gør ham i Dødedialogerne til en træt embedsmand, der skal have sin betaling, og i Aristofanes’ Frøerne må guden Dionysos selv ro over til frøernes kvækken. I nygræsk folketro lever han videre som Charos, døden selv, der rider ud og henter de levende.
Ved læsningen
Net (2026), I: »Taxi Driver«, 1: »Interesting times«
Erasmus Enevoldsen er pensioneret færgemand, »eller som det nu hedder, taxichauffør«, og om det gamle hverv siger han én sætning, der lyder mere som en dom end som en arbejdsbeskrivelse: »Jeg blev aldrig tilladt at forlade båden.« Charon nævnes ikke. Men læg mærke til, hvordan han beskriver livet bag rattet – i »fremmede menneskers ingenmandsland«, »altid på vej et sted hen uden nogen sinde at være nået frem«. Det kunne stå om en flod lige så vel som om en ringvej.
I forfatterskabet
Hos Neutzsky-Wulff er Charon ikke en gyser, men et hverv ved en grænse, og hvervet har en pris. Skikkelsen står sjældent i forgrunden, men den går igen i værkerne fra Det overnaturlige (2004) til Net (2026), og hver gang står den ved grænsen mellem de levende og de døde.
I Net (2026) vender præsentationen fra Første kapitel ordret tilbage i Andet kapitel, »Netværk«: »Jeg er som tidligere nævnt pensioneret, tidligere færgemand, eller som det nu hedder, taxichauffør.«
Lessons (2026) går mere end tusind år længere tilbage end grækerne, til Gilgamesh-eposet, hvor helten på sin jagt efter udødelighed sættes over dødens vande af færgemanden Urshanabi til Utanapishtim, den ene mand, guderne skånede i syndfloden: »a grim ferryman ferries him over to the special place in the Netherworld where Utanapishtim resides with his wife«. Ved eposets slutning mister Urshanabi sit hverv og må følge helten hjem til Uruk – den færgemand, der fik lov at forlade båden.
Det magiske menneske (2024) stiller Charon ved dødsoraklerne, hvor man i oldtiden gik hen for at drømme:
De professionelle finder vi i et nekyomanteion, ligesom i stenalderen i eller i nærheden af en hule, nedgang til underverdenen, Averna eller Acheron, over hvilken Charon færger de døde. Her kunne man bestille inkubation i håb om en profetisk drøm.
Et nekyomanteion er et dødsorakel, Averna er Avernussøen ved Cumae, hvor Aeneas steg ned, og inkubation er at sove på det hellige sted for at modtage en drøm. Samme bog citerer sibyllens ord ved bredden i engelsk oversættelse, »All the crowd you see here is destitute and unburied. This is Charon, the ferryman.« Den genfinder også færgemanden i den canadiske 3-D-film The Mask (1961), hvor maskens bærer oplever »en imponerende vision af Charon, der færger hans drømmejeg over Styx til en underverden«.
Grimoire (2022) har en færgemand, der ikke fører de døde over, men viser de levende vej. Parsifal har netop taget tavshedens bud for et forbud mod at spørge: »Snart befinder han sig i et fremmed land og får af en færgemand vist vej til en borg, han først ikke kan få øje på.« Borgen er gralsborgen. I Chrétien de Troyes’ Le Conte du Graal fra omkring 1180 spørger helten to mænd i en båd efter en bro over floden. Der er ingen, men den ene, der fisker, sender ham op gennem en kløft til sit hus, og først oppe på toppen får han øje på tårnet. Fiskeren er borgens herre, Fiskerkongen, og det er over for ham, Parsifal siden tier. Den, der viser vejen over, er den, man kommer for at finde.
Historier (2021) fører regnskab med overfarten: »Obolerne til færgemanden er typisk to i tallet, en til hvert øje.« Mønten er flyttet fra munden til øjnene, og afsnittet fortsætter: »Oftest kan det dog være tilstrækkeligt at give den døde “en kristen begravelse”«. Det er sibyllens betingelse i kristen klædning.
Adfærd (2019) bruger færgen til at sige, hvorfor de nærdødes beretninger ikke beviser noget:
De havde skimtet kysten fra Charons båd, men havde ikke fået landingstilladelse, og derfor var landet stadig det land, som ingen vandrer var vendt tilbage fra.
Landet, som ingen vandrer vender tilbage fra, er Hamlets, og romanen har lige forinden lånt Hamlets replik og sat den i datid: »Ay, there was the rub!«
Religion (2015) minder om, at overfarten koster – også den, der sker under en indvielse: »Charon skal have sin obolos.«
Danmark (2012) stiller ham over for den nordiske færgemand i Eddadigtet om Harbard: »Harbard (Gråskæg) er naturligvis Odin, der i modsætning til Charon kun tager fornemme passagerer.« Charon tager alle.
Bibelen (2011) stiller to af mytologiens mellemmænd side om side, Shu, der holder himlen oppe som en atlant, og Hermes, der fører sjælene ned, og gør dem til roller, helten selv kan træde ind i på sin rejse til underverdenen: »han overtager måske endda midlertidigt rollen som atlant eller Charon«.
Det overnaturlige (2004) ser bredden fra den anden side, de levendes, og finder vampyren dér: »Det må derfor have været nærliggende, at folk, der ikke nåede Charons færge, opretholdt halvlivet som undead ved som visse dyrearter at drikke blod af de levende.« Det er Vergils ubegravede, der ikke fik plads i båden – set fra landsbyen.
Videre
- Vergil, Aeneiden, sjette sang, vers 298–330: Charon og de ubegravede ved floden; vers 384–416: selve overfarten.
- Dante, Den guddommelige komedie, Helvede, tredje sang.
- Lukian, Dødedialogerne, og Aristofanes, Frøerne (405 før vor tid).
- Gilgamesh, tavle X: færgemanden Urshanabi.
- Chrétien de Troyes, Le Conte du Graal (ca. 1180), vers 2970–3068: Fiskerkongen i båden og borgen, der først ikke kan ses.
- Michelangelo, Den yderste dom (1536–1541), Det Sixtinske Kapel.