»Interesting times«

17. november 2026 Lyt 18 min

I Grimms eventyr om Djævelen med de tre guldhår står en færgemand med ét spørgsmål. Han sætter folk over floden, frem og tilbage, og ingen afløser ham. Svaret må hentes hos Fanden selv: Kommer der en, der vil over, skal færgemanden give ham stagen i hånden. Så må den anden sejle, og han selv er fri. Eventyret slutter med en konge, der ville have mere guld, men i stedet fik stagen. »Fährt er wohl noch?« »Was denn? es wird ihm niemand die Stange abgenommen haben.« Sejler han endnu? Hvad ellers, der er vel ingen, der har taget stagen fra ham.

Det er netop det embede, Erasmus Enevoldsen præsenterer sig med i første kapitel af Erwin Neutzsky-Wulffs Net: »Jeg er som tidligere nævnt pensioneret, tidligere færgemand, eller som det nu hedder, taxichauffør« – første del hedder ikke Taxi Driver for ingenting, og Scorseses søvnløse, utilpassede natchauffør er et godt billede at have med.

»I go all over. I take people to the Bronx, Brooklyn. I take them to Harlem. I don’t care. Don’t make no difference to me.«

– Travis i Taxi Driver (1976)

Erasmus ved selv, hvad embedet har kostet:

Jeg har med andre ord levet mit liv i fremmede menneskers ingenmandsland, altid på vej et sted hen uden nogen sinde at være nået frem.

Jeg blev aldrig tilladt at forlade båden. Tit har jeg drømt videre på deres vegne.

Jeg har lyttet til flere skænderier end nogen parterapeut. De er altid tavse, når de stiger ind i vognen og benytter sig af, at der er vinduer i begge sider.

Men på et tidspunkt glider begges blikke op mod mit bakspejl. Derefter anser de sig selv for usynlige og uhørlige.

Med båden kommer et ældre hverv til syne bag taxameteret. Den færgemand, Europa husker bedst, hedder Charon, og hans passagerer er sjælene, hvis overfart er til landet ingen vender tilbage fra. Hos Grimm står færgemanden ved floden til Helvede og ønsker at slippe for sin stage. Ynglingen skal i eventyret over floden til den anden bred, og hos Lukian, i Charon eller betragterne, får færgemanden lov at slippe åren for en enkelt dag og se, hvad livet er:

Hermes: Hvorfor ler du, Charon? Og hvorfor har du forladt færgen og er kommet herop til vores verden? Du plejer jo ikke at færdes heroppe.

Charon: Jeg fik lyst, Hermes, til at se, hvordan livet er, og hvad menneskene foretager sig i det; hvad det er, de mister, siden de alle jamrer, når de kommer ned til os.

Lykkebarnet

Lad os dvæle lidt længere ved eventyret. I Djævelen med de tre guldhår begynder det med en spådom. En fattig kone føder en søn i sejrsskjorte, og det spås, at han i sit fjortende år skal få kongens datter. Kongen hører det, og han har et ondt hjerte. Han køber barnet af forældrene for tungt guld, lægger det i en æske og kaster æsken ud i det dybe vand. Den synker ikke. Den flyder som en lille båd, uden at en dråbe trænger ind, og en møllersvend fisker den op ved stemmeværket, og hittebarnet vokser op hos møllerfolkene. Drengens første overfart.

Fjorten år senere søger kongen ly i møllen for et uvejr og forstår, at det er lykkebarnet. Kongen udtænker en list og skriver et brev til dronningen, som drengen selv skal bringe: Overbringeren af brevet skal slås ihjel og begraves. Drengen farer vild og sover i et røverhus, og mens han sover, læser røverne brevet, får ondt af ham og skriver et nyt, så dronningen i stedet gifter drengen med prinsessen. Kongen kommer hjem og klager over, at han havde givet en helt anden ordre, og drengen svarer, at han intet ved, »Ich weiß von nichts«, brevet må være blevet byttet om om natten, mens han sov i skoven. I eventyret skriver natten dagens brev om, fra død til bryllup.

Kongen kræver nu tre guldhår fra Fandens hoved, hvis drengen vil beholde sin prinsesse.

På vejen spørger den første portvagt ynglingen: “Hvorfor er vores brønd, der før gav vin, tørret ud?” Den anden portvagt spørger: “Hvorfor bærer vores træ ikke længere guldæbler?” Og færgemanden, der fragter ynglingen over floden til Helvede, spørger: “Hvorfor må jeg blive ved at sejle frem og tilbage, hvorfor kommer der aldrig nogen og afløser mig?” Ynglingen svarer dem alle, at han ved alt, »Ich weiß alles«. Vent til jeg kommer tilbage, så skal jeg nok fortælle det.

I Helvede er Fanden ikke hjemme, men hans oldemor sidder i sin lænestol. Hun forbarmer sig over drengen og vil hjælpe ham. Hun forvandler drengen til en myre og lader ham krybe ind i folderne på sit skørt. Fanden kommer hjem og lugter menneskekød og laver et spetakel i sin søgen efter et menneske, men oldemoderen skælder ham ud og stopper ham, for hun har lige fejet, og nu roder han det hele op igen. Fanden spiser, lægger hovedet i hendes skød og beder hende lyske ham, og da han snorker, river hun det første guldhår ud. Fanden farer rasende op, men hun undskylder sig med, at hun har haft en plagsom drøm, og Fanden bliver nysgerrig og vil vide, hvad hun drømte: om en brønd, der er tørret ud. Han svarer, falder i søvn igen, og nummeret gentages med træet. Efter det andet hår truer han hende med en lussing, hvis hun vækker ham igen. Ved det tredje farer han op og vil gå løs på hende, men hun beroliger ham: Hvem kan gøre for onde drømme, »wer kann für böse Träume!« Hun har drømt om en færgemand. Det fjols, siger Fanden, »He, der Dummbart!«, og så kommer reglen om stagen. Alle tre svar er hentet op af søvnen gennem drømme, der aldrig er drømt, og myren i skørtets folder har hørt dem alle.

På hjemvejen er drengen klogere end færgemanden. Han lader sig sætte over, før han siger rådet videre, så stagen ikke kan ende i hans egen hånd. Brønden og træet får deres svar, en tudse under en sten og en mus ved roden, og drengen får fire æsler med guld. Nu vil kongen vide, hvor guldet kommer fra. Drengen svarer, at det ligger i stedet for sand på den anden bred af en flod, og der er en færgemand, der kan sætte ham over. Kongen skynder sig af sted – og færgemanden giver ham stagen og springer selv i land.

Tænker vi frit videre, kan vi sætte færgemanden ved siden af Fiskerkongen i Chrétiens Perceval: en såret konge, som helten første gang møder fiskende fra en båd på en flod, og som kun kan forløses, hvis helten stiller det rette spørgsmål. Perceval tier, og kongen forbliver såret. Hos Grimm får helten svaret, men giver det først videre, da han selv er sat over, og så er det kongen, der ender i båden.

Velkommen til min blog! Tak.

Tilbage til Erasmus, som har startet en blog. Bloggen er offline, og han er dens eneste læser. Det er kapitlets anden dag. Den første har han brugt på verdenspolitikken. Verden ligner vores egen, men den er drejet et stykke videre: Danmark er besat af amerikanerne, fattigdommen breder sig, og de hjemløse ses overalt. Samme dag går han en tur i det Vesterbro, han er vokset op i, og ser, at baggårdene er slået sammen, de små butikker er væk, og børnene er forsvundet fra gaderne. Så noterer han nøgternt: »Vejret er dejligt.« Katastrofen er blevet hverdag.

Han ender i sin »stamcafe«, hvor man stadig kan få gamle DVD’er. Den store katastrofe har sine små vaner. For Erasmus er verden i de gamle film stadig genkendelig og menneskelig, og han kan le ad figurerne og elske dem på samme tid. Det kan han ikke i nutidens film og serier: »Der er ingen mennesker i dem.«

Erasmus bor alene i en lille lejlighed på Vesterbro, hvor dobbeltsengen fylder det meste af stuen, og verden kommer til ham gennem en skærm. Han ejer ikke noget fjernsyn, og den bærbare må gøre det ud for både nyhedstjeneste og biograf. Kapitlet har selv et billede på den stilling. Da familien i hans barndom omsider fik et fjernsyn, sad faderen og mediterede over prøvebilledet, »for det kunne jo være, der kom noget«, og når moderen kom hjem fra arbejde, bemærkede hun lakonisk: »Hvem sidder der ved skærmen?« I romanen bliver det både et ekko fra fortiden og en forudanelse.

Passageren, der vil over

Så kommer e-mailen: »Chat With Single Slavic Girls!« og Erasmus skriver tilbage halvt i spøg og med det selvironiske alibi: »Hvilken mand vil ikke gerne have en submissiv og slavisk hustru - og med sans for humor? Tilmeldelse var gratis, så der var ikke tale om svindel.« Han vælger Kira i galleriet, mørkt hår, grønne øjne, dyb udringning, og skriver, at han har valgt hende, fordi hun er den smukkeste, »I have chosen you because I think you are the most beautiful«. Svaret kommer få minutter efter: »maybe I can come and visit some time so that we can get to know each other better, no?« En passager, der vil over.

Næste morgen er brevet i en anden tone. Et familiemedlem er sygt og skal opereres, lægehjælp er dyr i Rusland, og »10,000 Euros would be a big help.« Hos Grimm skrev natten et dødsbrev om til et bryllup. Her har natten skrevet en mail-order bride om til en regning. Han skriver, »som sandt er«, at han er pensionist. »I understand perfectly.« Hun må koncentrere sig om sin familie. Den, der ville komme, bliver hjemme.

I’m sure you understand. All the best, Kira.

Jeg følte mig pludselig meget ensom. Et af de øjeblikke, hvor man føler, at hele ens liv er forspildt.

Hvad havde jeg brugt det til? Til at holde mig i live, som alle andre mennesker.

Hvad ellers? Ganske almindelige mennesker, der bliver udnyttet og bedraget ganske hensynsløst.

Hun havde set så sød ud på billedet. Jeg besluttede at gå en tur.

Løftet var et eventyr med en smuk prinsesse. Tilbage står en færgemand, der ikke blev afløst og aldrig selv kom over til den anden bred. »Fährt er wohl noch?« Sådan sejler kongen, og sådan har Erasmus holdt sig i live, som alle andre.

Han går gennem byen »grå i det hvide lys, det var som at gå i tåge«. Snart vil solen synke, og i begyndelsen af juni er det som vinter: »I byen er dagen kort, og vinteren lang.« Han lægger sig i Kongens Have, i »det visne græs«, er »dækket af koldsved« og rejser sig »stiv og kold«. Så humper han som en anden undead hjemad.

Then suddenly, there is a change

»The days move along with regularity, over and over, one day indistinguishable from the next. A long, continuous chain. And then suddenly, there is a change.«

– Travis i Taxi Driver (1976)

Da han kommer hjem, ser han stadig efter, om Kira har skrevet. Om aftenen ser han Maniac, en gammel gyser om at genoplive døde. Den nat hører han vejrtrækning. Erasmus har også fået selskab.

Et næsten helt mørkt soveværelse set fra fodenden af en stor, gammel dobbeltseng. En gammel mand ligger vågen på ryggen og ser op i loftet. På sengens anden halvdel anes en ung kvindes mund, kind og nøgne skulder i mørket. Lampen på natbordet er slukket, og gennem vinduet ses tage og et kirkespir.

Jeg er naturligvis udmærket klar over, at det er en eller anden installation i huset. Men det virker uhyggeligt naturtro.

Net (2026), I: »Taxi Driver«, 1: »Interesting times«, 4. juni

Se i fuld størrelse · Hent (PNG, 3504 × 2336, 7,7 MB)

Kira kommer til Erasmus som en vejrtrækning, der bliver til en hvisken, »Yishsh, yish, yisha, yishaqeni«, og som et nærvær, der bliver til »det sødeste kys«, og hun kommer til ham i drømme, som tager form, og som bliver til Kira i hans stue.

Efter hvert besøg melder den sunde fornuft sig, parat til at bortforklare hende: »Jeg havde hypnotiseret mig selv. En ventilator et eller andet sted i huset parret med min ensomhed havde inspireret en drøm, som jeg ikke helt var vågnet af«.

Men forklaringen gør ham ikke lettet, kun skuffet: »Jeg håber faktisk, “hun” vender tilbage, og lover mig selv, at jeg vil gå op i den våde drøm med liv og sjæl«.

Dagen efter ser han et kort glimt af kvinden i sin stue, midt på blanke eftermiddagen, og nu er det Kira:

Kvinden, jeg troede at se et kort øjeblik i min stue, var Kira. Det ene billede, jeg har af hende, har meget naturligt brændt sig ind i min bevidsthed, så at det egentlig er underligt, at jeg ikke ser hende alle vegne, for eksempel på gaden.

Hun smilede til mig med sin blegrøde mund, og hendes hår var lige så sort som ibenholt, og hendes havblik så grønt og uudgrundeligt som nogen sinde. Det gav mig et stik i hjertet som en anden Tamino.

Den kvinde, der skrev, at hun måske kunne komme på besøg, står i hans stue, og som Tamino forelskede sig i et billede af Pamina i Mozarts Tryllefløjten, har Erasmus’ længsel nu også fået et ansigt. Hun er kommet over, uden at nogen har sat hende over, som svaret på en længsel: »Intet ville nogen sinde være det samme igen med hende hos mig. Jeg følte en dyb smerte, som den forlod mig. Alle disse år.« Havblik er det blanke hav i vindstille vejr, en flade, der spejler og ikke viser bunden, »uudgrundeligt«. Man kommer måske også til at tænke på Clarimonde i Gautiers La Morte amoureuse, kvinden, der viser sig at have en tilværelse på tværs af liv og død, og hvis øjne er havgrønne, »prunelles vert de mer«. Associerer vi videre, kan vi måske finde prinsessen, Snehvide, i håret, der er sort som ibenholt.

At blive ført eller forført

Eventyret om Djævelen med de tre guldhår er ikke tilfældigt valgt. I Bibelen (2011), en af forfatterens faglitterære bøger, vendes synsvinklen: »For det moderne menneske er Bibelens beretninger eventyr. Vi vil anlægge den modsatte synsvinkel: Eventyrene er en Bibel«, hvorefter »Der Teufel mit den drei goldenen Haaren« trækkes op af posen og skiftevis læses med Grimms tekst og forfatterens egen kommentar.

»Kongemyten kender vi. Vi har også læst “Hamlet”.« Den gamle konge vil af med den unge, der skal afløse ham. Drengen med lykken på sin side er den udvalgte, der skal have riget og prinsessen, og hans rejse til den anden bred, hvor Fandens oldemor sidder, er rejsen ind i en anden verden, »komplet med opgaver, tærskelvogtere og så videre«. Dér møder helten de skikkelser, der står mellem verdenerne:

Denne agent, der er på en gang menneskelig og overnaturlig, finder vi i mange versioner, fra Shu, der opretholder den niche i kaos, verden udgør, til Hermes, der går bud mellem denne verden og dens udspring.

Dermed bliver han også psychopompos, den, der fører sjælene ned i underverdenen. Helten møder naturligvis dem begge - han overtager måske endda midlertidigt rollen som atlant eller Charon.

Det er jo ikke blot hans opgave at rejse frem og tilbage, men at rense det stoppede afløb, brønden, der før gav vin, og beskytte hesperidernes livstræ mod Nidhugs anslag. Hermed skulle eventyret ikke volde os yderligere problemer.

Færgemanden er altså ikke bare en, helten møder. Han fører sjælene over til den anden bred, og hans rolle kan helten selv tage på sig for en tid. Hos Erasmus er det midlertidige blevet et helt arbejdsliv, »altid på vej et sted hen uden nogen sinde at være nået frem«. Nu er han pensioneret og stadig ikke nået frem. And then suddenly, there is a change: Kira viser sig som en længsel, der blev hørt, og den trettende juni, i næste kapitel, skriver han: »Måske er jeg omsider blevet tilladt at forlade båden.«

Måske sejler han nu for første gang over til den anden bred.

»Yishsh, yish, yisha, yishaqeni«, stavelserne, der langsomt tager form og »ingen mening giver« for Erasmus, er hebraisk. Yishaqeni, יִשָּׁקֵנִי, af roden נשק, ‘kysse’, er Højsangens første ord efter overskriften, en kvindes ønske om en mands kys: »Kys mig, giv mig Kys af din Mund« (Højsangen 1,2, i oversættelsen fra 1931).

Hviskenen begynder i romanen som »Åndedraget ved nattetid i min stue«, og det er netop åndedrættet, Zohar hører i ordet. Hvorfor står der ‘kys mig’ og ikke ‘elsk mig’? Fordi kysset er ånd, der hænger ved ånd, »אַדְבְּקוּתָא דְּרוּחָא בְּרוּחָא«, og derfor sker det med munden, åndens udgang og kilde. Den, hvis sjæl går ud med et kys, forenes med en ånd, der aldrig skilles fra ham. Midrashen til Højsangen henter i samme vers belægget for, at de retfærdige dør ved et kys, sådan som Aron, Moses og Mirjam døde ‘efter Herrens mund’.