Karl Friedrich Schinkel tegnede Nattens Dronnings stjernehal til operaens opsætning i Berlin i januar 1816, og bladet er siden blevet det mest kendte af alle operaens scenebilleder. Stjernerne hvælver sig i buer som i en kuppel, og dronningen står på sin halvmåne over skyerne. Det er et teaterrum, men også et billede af det, forfatterskabet hører i ouverturen: en verden, der bygges op i mørket. Instruktøren i en af forfatterens noveller vil netop lade publikum »se dekorationen blive bygget op på en baggrund af svirrende stjernetåger«.
Karl Friedrich Schinkel, Die Sternenhalle der Königin der Nacht, dekorationsudkast til Die Zauberflöte, ca. 1815. Gouache, 46,4 × 61,5 cm. Kupferstichkabinett, Staatliche Museen zu Berlin, SM 22c.121. Public domain.
Kort fortalt
Die Zauberflöte er Wolfgang Amadeus Mozarts sidste opera, uropført i Wien den 30. september 1791, godt to måneder før hans død. Teksten er skrevet af Emanuel Schikaneder, teaterdirektøren, der selv sang fuglefængeren Papageno ved premieren. Det er et syngespil – sang og talt dialog – og et eventyr: Prins Tamino reddes fra en slange af tre damer i Nattens Dronnings tjeneste og får vist et portræt af hendes datter, Pamina. Han forelsker sig i billedet, før han har set hende, og synger arien Dies Bildnis ist bezaubernd schön, dette billede er fortryllende skønt. Han sendes ud for at befri hende fra Sarastro, med en tryllefløjte som værn, mens Papageno får et klokkespil. Men i anden akt vender fortællingen: Sarastro er visdommens ypperstepræst, Nattens Dronning hans fjende, og Tamino må gennem templets prøvelser – tavsheden først, til sidst ild og vand.
Under eventyret ligger frimurernes indvielse. Både Mozart og Schikaneder var frimurere, ouverturen åbner med tre akkorder – tre er frimurernes tal – og templet er viet til Isis og Osiris. En af librettoens kilder var afhandlingen Ueber die Mysterien der Aegyptier (1784) af mineralogen Ignaz von Born, en af Wiens ledende frimurere, som ofte regnes for forbilledet for Sarastro. Born døde i juli 1791, mens operaen blev skrevet.
Ved læsningen
Net (2026), I: »Taxi Driver«, 1: »Interesting times«
Erasmus tror et kort øjeblik at se Kira i sin stue – kvinden, han har ét eneste billede af – og beskriver virkningen med operaens prins: »Det gav mig et stik i hjertet som en anden Tamino«.
I forfatterskabet
Die Zauberflöte er det musikværk, forfatterskabet har læst tættest. For Det overnaturlige (2004) er det »det moderne mysteriedrama«, ikke i kraft af frimureriet, men af »den måde, hvorpå de universelle myter fortolkes musikalsk«, og bogen lytter sig gennem hele operaen i to kapitler, »Tryllefløjten« og »Anden akt«. Allerede Mesterspillet (1997–98), som forfatteren lagde et uddrag af ud på sin hjemmeside i 2001, gik den igennem scene for scene. Religion (2015) har en hel del med titlen »Tryllefløjter og klokkespil«. Her skriver Mozart operaen med frimureren Ignaz von Born som rådgiver, og 225 år senere skal en britisk instruktør sætte den op i Danmark. I Lessons (2026) spiller Mesteren den for Joanna og forklarer den akt for akt. Fem tråde går igennem.
Ouverturen er en skabelse. Det overnaturlige hører kønnene allerede i de første takter:
Af alle komponister er Mozart utvivlsomt den mest erotiske, intet interesserer ham mere end forholdet mellem kønnene. Det kan således ikke undre, at “Tryllefløjten” begynder med tre mandige akkorder fulgt af et udtryk for den mest indsmigrende kvindelighed, på én gang sårbar og afgrundsdyb i sin styrke.
Derpå går skabelsen i gang. Mesterspillet hører englene på byggepladsen og skiller Mozart fra Wagner: »For Wagner er ånderne omsvævende vidundere, for Mozart er de simpelt hen kolleger.« Bibelen (2011) hører i ouverturen »Lucifers og de andre gudssønners svimle lykke«. I Religion giver instruktøren op over for librettoen og lytter i stedet. Han ser urvandene, og så: »Solen steg op, rystede sig som en våd hund og vækkede englene«. Ouverturens hurtige del er en fugato, Bachs kunst i Mozarts hånd:
Det var Bach og dog ikke Bach, det var ikke længere væven, men væveren, han hørte.
Da de tre akkorder vender tilbage midt i ouverturen, hører han dem på ny: »Akkorderne igen, men denne gang var de tre søjler.« Derefter begynder det hele forfra, for som Mesterspillet siger: »Skabelsen, ser du, er aldrig fuldbragt. Der kommer altid noget mere!« Lessons samler det i et par linjer:
Three chords! It’s the same thing Richard Strauss is doing in his ‘Also Sprach Zarathustra’. We’re at the moment of creation. There are only these three pillars, the male, the female, and their union. Everything is serene, like a great ocean of nothingness.
Ouverturens begyndelse: de tre akkorder, Lessons’ søjler, så den langsomme indledning og derefter fugatoen, hvor Religions instruktør hørte væveren. Temaet går fra stemme til stemme, indtil hele orkestret falder ind.
Wolfgang Amadeus Mozart, Die Zauberflöte, Ouvertüre, uddrag. RIAS-Symphonie-Orchester Berlin, dirigent Ferenc Fricsay, indspillet 1953, udgivet 1955. Public domain i EU.
Snakken og tavsheden. Papageno praler af at have dræbt slangen og får lås for munden. Det ligner straffen for en løgn, men forfatterskabet ser en anden synd bag løgnen. I Religion siger en fremmed, der kalder sig Edler von Cavnic, til instruktøren: »Plaudern! Det er et nøgleord gennem hele operaen.« Instruktøren indvender: »Men jeg troede, det var, fordi Papageno løj …«, og svaret lyder: »De to ting hænger sammen.« Hvordan, står allerede i Mesterspillet: »Endelig får han lås for munden. Ikke så meget, fordi han har løjet, som fordi hans evindelige kommunikative pludren muliggør løgn.« Det overnaturlige siger, hvad pludren er: »“Plaudern” er her consensus, papegøjeagtigt at gentage, hvad andre har sagt, i modsætning til den “Weisheit”, der læres i templet.« Grimoire (2022) fører tavsheden tilbage til mysterierne – »Mysten er, som ordet siger, tavs.« – og derfra til operaen:
Grækerne opfattede direkte Horusbarnet med suttefingeren som en opfordring til tavshed. Det er da også, hvad Tamino får besked på i “Die Zauberflöte”.
Zum Ziele führt dich diese Bahn,
Doch musst du, Jüngling, männlich siegen.
Drum höre unsre Lehre an:
Sei standhaft, duldsam und verschwiegen!
Til målet fører denne vej dig,
men du må, yngling, sejre som en mand.
Hør derfor vores lære:
Vær standhaftig, tålmodig og tavs!
Horusbarnet, Harpokrates, med fingeren ved munden og sidelokken, barndommens to tegn. Grækerne læste fingeren som et bud om tavshed, og det er det bud, Tamino får.
Harpokrates (Horusbarnet), Ægypten, Sentiden, 664–342 f.v.t. Bronze med indlagt sølv, højde 19,7 cm. Walters Art Museum, Baltimore, 54.1983. CC0.
Buddet har sin pris, og det er Pamina, der betaler den:
Pamina udsættes dog for den største prøvelse. Da Tamino ikke må tale, kan han ikke forsikre hende om sin kærlighed, og med kvindelig logik konkluderer hun, at han ikke elsker hende.
Ligesom Psyche forlanger hun en manifestation, og dermed bryder hun den blinde tillid, hvilket altid fører til den yderste fortvivlelse.
Psyche mister Amor, fordi hun vil se ham, og hendes eventyr står i Apuleius’ roman Asinus aureus, den samme, der ender med indvielsen i Isis’ mysterier.
Parsifal tager i samme kapitel buddet for et forbud mod at stille spørgsmål, men det rammer »snakken - plaudern - det, papegøjen Papageno ikke kan afholde sig fra«. Det dybeste svar giver Ignaz von Born selv i Religion, da Mozart spørger ham om mundlåsens mening: »Er plaudert. Og så bliver brødet til sten …« Mozart indvender: »Det er vel talens brug, der gør mennesket til menneske?« Born svarer:
Ja! Så længe det forlener ham med det uendelige, hvori han har rod, og ikke skiller ham fra det.
Portrættet. Born fortsætter i samme åndedrag: »Det er kunstens mening! Paminas portræt er for Tamino ein Götterbild, der fører ham til templet.« Götterbild er et gudebillede – ordet står i Taminos arie. Det overnaturlige siger, hvorfor billedet kommer før kvinden: »Det kvindelige er med andre ord et afbillede af det mandlige, som det er en essentiel del af dets aktualisation at forelske sig i«. Papageno derimod holder Pamina op mod portrættet og genkender hende ifølge Born ikke, »fordi hun i modsætning til det har hænder og fødder. Han forstår ikke, hvad et ord eller et billede er.« Mesterspillet er tørrere: »Satiren over den kommunikative modelforvirring er til at gå med skistøvler på.« I Lessons vender Mesteren portrættets spørgsmål mod sig selv og Joanna: Kan kærlighed leve af ord alene?
Now suppose I could never touch you, if we were limited to exchange letters and dream? Would I love you any less for that reason? I would not, because through your words you would tell me all the things about you that makes me love you, and that you love me too.
Fløjten og klokkespillet. De to instrumenter giver Religions del sin titel, og Lessons forklarer, hvad de står for: »With these are meant the two effects that music has on the human mind. The glockenspiel is pleasant to the ear of everyone listening to it: ‘Das klinget so herrlich, das klinget so schön!’ whereas the more spiritual flute contributes to the awareness of higher worlds.« Det overnaturlige gør det til Mozarts egen skæbne: »Mozart havde været populær på klokkespillet, men fløjten havde ingen hørt.« Bag klokkespillets lette melodi hører bogen noget ganske andet: »Dette er måske det mest uhyggelige stykke musik, der er skrevet, bag den lille muntre air lurer en raspen af tandhjul i et uendeligt tomrum.« I Religion får klokkespillet sin hævn. Instruktøren kan ikke få melodien ud af hovedet og forbander »Det satans klokkespil!«
Born havde forudset det. Når Papagenoerne i salen hører klokkespillet, siger han til Mozart, vil de udbryde »Das klinget so schön!«, men »stykkets titel er ikke ‘Das Glockenspiel’, men derimod ‘Die Zauberflöte’«, og derfor gælder det om at nå »hin enkelte, der i sit stille sind tænker: ‘Wie stark ist nicht dein Zauberton!’« Efter premieren skriver Mozart til Constanze, at klokkespillet som sædvanlig måtte gentages, og tilføjer: »was mich aber am meisten freuet, ist der Stille Beifall!«, hvad der dog glæder mig mest, er det stille bifald. Lessons ser storheden i, at han kunne begge dele: »‘Die Zauberflöte’ has been considered a children’s opera, and yet no requiem has ever matched its depth!«
Frimureriet og kønnene. Menneskets afvikling (2009) placerer operaen i revolutionstiden og tager samme ord op: Mozart har trods dens ry »af “børneopera”« leveret »den i det mindste rent kunstnerisk mest forsvarlige fremstilling af den masoniske neopaganisme«. Men logens hemmeligheder er ikke operaens. Da talen i Religion falder på et »‘opus masonicum’«, lægger Born en finger på læben: »Hemmelighederne er noget overvurderede …« Og han tilføjer: »Somme tider er det vigtigere at kunne holde på en hemmelighed end at kende til en«. Hvad ægypterne foretog sig i deres templer, aner logen ikke. Alt, hvad brødrene ved, har de fra »ti linjer af Apuleius«.
Hvad operaen rækker ud over logen med, forklarer han selv 225 år senere. En varm julidag i 2016 sidder instruktøren på en bænk i en park med librettoen i skødet, da »en langnæset herre i en lang frakke, der passede dårligt til årstiden« bliver stående foran ham og siger, at han »kender den særdeles godt«. Han kalder sig Edler von Cavnic, men bogens register kender ham under begge navne, »Born, Ignaz von (også Edler von Cavnic)«, og da de skilles, opgiver han sin alder: »274 til jul«. Born blev født anden juledag 1742. Da talen falder på frimureriet, vrider han sig, for logerne optager ikke kvinder. Og dog bliver Pamina indviet, og det er hele pointen: »‘Die Zauberflöte’ handler om kønnenes forening, ikke deres adskillelse«. Nattens Dronning er skurken, fordi hun vil hindre foreningen, men hendes sorg er alligevel »både dybfølt og forståelig«. Til Mozart havde han i 1791 sagt det skarpere:
Kvinden er som mandens dronning vejen til det guddommelige, ikke selve det guddommelige. Når hun vil være det selv, bliver hun en Königin der Nacht.
Mesterspillet gør dommen gensidig: Nattens Dronning er »det kvindelige, som endnu ikke er forædlet af foreningen med det mandlige, ligesom Tamino og Papageno først modnes, da de møder deres Elskede«.
Foreningen sker på to planer, mellem Tamino og Pamina og mellem Papageno og Papagena. Alligevel synges operaens kærlighedsduet af Pamina og Papageno, og Det overnaturlige kalder den genial, netop fordi den er »imellem to, der ikke skal have hinanden«: »For Pamina er kærligheden kosmisk, for Papageno længslen efter “ein Mädchen oder Weibchen”, der kan give ham en børneflok. Og dog kan de enes og forstå hinanden«. Duetten ender:
Mann und Weib und Weib und Mann
Reichen an die Gottheit an.
Mand og kvinde og kvinde og mand
når op til guddommen.
I musikken bliver linjen ifølge Det overnaturlige »en himmelstige, først trinvist descenderende, så transcenderende uendeligt«, og bogen tilføjer: »Intet i operaen (eller musikhistorien) måler sig med denne aktualisation af det guddommelige og redemption af det menneskelige.« Det er den tredje af ouverturens søjler: det mandlige, det kvindelige og deres forening.
Videre
- Mozart og Schikaneder, Die Zauberflöte (1791), libretto og partitur.
- Ignaz von Born, Ueber die Mysterien der Aegyptier (1784), i Journal für Freymaurer 1.
- Ingmar Bergmans filmatisering, Trollflöjten (1975), sunget på svensk – den film, Religions instruktør slukker for efter et kvarter.