Den store Esajasrulle fra Qumran er over 2000 år gammel og blev fundet i 1947 i en hule ved Det Døde Hav, hvor den havde ligget skjult siden oldtiden. Udsnittet viser den øverste del af spalten med slutningen af kapitel 29 og begyndelsen af kapitel 30. Det nye kapitel begynder i sjette linje, efter det åbne rum, med ordene ‘ve de genstridige børn’. Lidt længere nede står ‘den flyvende saraph’, ørkenens ildslange, og fem linjer fra bunden, lige efter linjens første ord, den befaling, Net har som epigraf: »skriv det paa en Tavle for dem, og prent det i en Bog, at det kan staa til den kommende Dag«. Rullen er sådan en bog: prentet, gemt og fundet igen.
Den store Esajasrulle (1QIsaᵃ), Qumran, 100-tallet før vor tid. Israel Museum, Jerusalem. Foto: Google Arts & Culture via Wikimedia Commons. Public domain.
Kort fortalt
Esajas’ Bog er den første af de store profetbøger i Det Gamle Testamente. Den bærer navnet på profeten Esajas, der virkede i Jerusalem i sidste halvdel af 700-tallet før vor tid, men bogen er vokset gennem århundreder, og forskningen deler den normalt i tre: kapitel 1–39, 40–55 og 56–66. Den store Esajasrulle fra Qumran, skrevet i 100-tallet før vor tid, er den eneste bibelbog, der er fundet næsten hel blandt Dødehavsrullerne – alle 66 kapitler på sytten sammensyede skindstykker.
Kristendommen læste bogen som forjættelsen om Messias – Immanuel-tegnet i kapitel 7, Herrens lidende tjener i kapitel 53 – og Det Nye Testamente citerer den igen og igen. Men den er også Bibelens bestiarium. Kun her optræder seraferne ved Guds trone, kun her nævnes Lilit, nattens kvinde, der finder hvile i ruinerne, og det er her, kongen af Babylon kaldes den strålende morgenstjerne, som Vulgata oversætter med Lucifer. Gedetroldene, seirim, danser i de øde ruiner.
Kapitel 30 advarer Juda mod at søge hjælp i Egypten, og profeten får besked på at skrive sit ord ned, så det kan stå som vidne mod et folk, der ikke vil høre. I den autoriserede oversættelse fra 1931 lyder befalingen: »Gaa nu hen og skriv det paa en Tavle i deres Paasyn og optegn det i en Bog, at det i kommende Tider kan staa som Vidnesbyrd evindelig.«
Ved læsningen
Net (2026), I: »Taxi Driver«, 1: »Interesting times«
Net åbner med netop det sted, Esajas 30, i oversættelsen fra 1871:
Kom nu, skriv det paa en Tavle for dem, og prent det i en Bog, at det kan staa til den kommende Dag, altid, indtil evig Tid. Thi det er et genstridigt Folk, løgnagtige Børn, Børn, som ikke ville høre Herrens Lov, som sige til Seerne: I maa ikke have Syner …
Hvor 1931 skriver »i kommende Tider«, holder 1871 fast ved den hebraiske teksts ental og venter på »den kommende Dag«, én bestemt dag. Kapitlet, der følger, er en dagbog skrevet til den dag – en blog uden læsere, skrevet offline: »Måske vil jeg offentliggøre den, når Danmark atter er frit, eller den vil blive fundet i Københavns ruiner som en anden Anne Franks dagbog.« Epigrafen slutter ved et folk, der forbyder sine seere at se. Dagbogen skrives i et land, der ikke er frit.
I forfatterskabet
Esajas er den profet, forfatterskabet oftest slår op i, og sjældnest for at finde Messias. Det er bogens væsner, der interesserer: de flyvende slanger, gedetroldene og nattens kvinder.
To epigrafer. Net er ikke forfatterens første roman, der åbner med Esajas. Adfærd (2019) har som epigraf kapitel 26 i 1931-oversættelsen, ordet om de døde, der skal opstå:
… Dine døde skal blive levende, mine dødes legemer opstå; de, som hviler i støvet, skal vågne og juble. Thi en lysets dug er din dug, og jorden giver dødninger igen. Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over.
Verset vender tilbage i romanens sidste del, »De genkomne«, og igen i bogens sidste kapitel, »Højen«. Hvor Net skriver til den kommende dag, venter Adfærd på, at jorden giver sine døde igen.
Bibelens bestiarium. Lessons (2026) svarer på spørgsmålet, om Bibelen kender overnaturlige væsner, med et Esajas-citat i den engelske katolske oversættelse, der har bevaret Vulgatas lamia, hvor den hebraiske tekst har Lilit: »Just think of Isaiah: ‘And demons and monsters shall meet, and the hairy ones shall cry out one to another, there hath the lamia lain down, and found rest for herself.’« Indeks til Grimoire (2023) genkender Lucifer som »den babyloniske konge, den “strålende morgenstjerne” fra Esajas 14, en anden “falden engel”«. Og Grimoire (2022) fortæller om et ord, der ikke måtte betyde, hvad det betyder:
En saraph er en ildsprudende drage - en tolkning, der ikke faldt i de semitiske filologers smag, da jeg deltog i nyoversættelsen af Bibelen, uagtet det er det, det betyder i Esajas 14,29.
Forfatterens egen oversættelse. Nyoversættelsen er ikke den autoriserede fra 1992, men forfatterens eget bibelprojekt omkring årtusindskiftet, der strandede. Hans oversættelse af Esajas’ første kapitler er bevaret, og i kapitel 6 står seraferne ved Herrens trone netop som det, Grimoire siger, de er: »Drager (1) stod over (2) ham, seks vinger havde hver« (tallene er hans egne notehenvisninger).
Kvinderne og gedetroldene. Teorien om alting (2017) tager de kvindelige væsner i forsvar mod netop den autoriserede: »De optræder i Esajas 13,21 som benoth yaana, “fortærende kvinder” og en parallel til seirim. Septuaginta har ganske fornuftigt seirenes og daimonia, men i Bibelselskabets version er de ulykkelige kvinder blevet til strudse (hvilket næsten er for hård en straf).« Religion (2015) finder gedetrolden i et amerikansk sagnvæsen, the Jersey Devil, med gedehoved, horn og flagermusvinger: Djævelen i den populære opfattelse, formet »hen efter Esajas’ seir, israeliternes gedetotem Azazel«, den Azazel, som syndebukken sendes ud til i ørkenen på forsoningsdagen.
Den latterlige profet. Bibelen (2011) giver ham titlen: »En ny tidsalder marcherer man ikke ind i, man tager sovevognen. Det vidste allerede Esajas, endnu en latterlig profet.« Samme bog peger på profetiens indbyggede paradoks, som Esajas 30 er et skoleeksempel på:
I vores forståelse er profetens opgave jo i grunden temmelig paradoksal. Den går ud på at advare det oprørske folk om konsekvenserne af deres opførsel, men hvis de lytter til ham, går profetien jo ikke i opfyldelse!
Videre
- Esajas 30,8–11 – Nets epigraf, i 1871-oversættelsen af Det Gamle Testamente.
- Esajas 26,18–20 – Adfærds epigraf, i 1931-oversættelsen.
- Esajas 6 (serafernes trefoldige hellig ved tronen), 13–14 (Babylon og morgenstjernen) og 34 (ruinerne, gedetroldene og Lilit).
- Den store Esajasrulle (1QIsaᵃ), Israel Museum, Jerusalem; digitalt tilgængelig i museets udgave af Dødehavsrullerne.