Apollon har indhentet Daphne og holder hende om livet, men det, han holder, er ved at blive et træ. Hendes arme er laurbærgrene, og den ene fod har slået rod. Teorien om alting (2017) siger, at Daphne her bruger »det samme kneb som Eva«. I et gnostisk skrift fra Nag Hammadi, som bogen citerer, bliver Eva til et træ i sine forfølgeres greb og efterlader dem kun et skyggebillede af sig selv.
Piero del Pollaiuolo, Apollo and Daphne, sandsynligvis 1470–1480. Olie på træ, 29,5 × 20 cm. National Gallery, London (NG928). Public domain.
Kort fortalt
Jægeren, der har taget dyrets skikkelse på, er et af de ældste billeder, mennesket har efterladt. I grotten Les Trois-Frères i de franske Pyrenæer, opkaldt efter de tre brødre, der fandt den i 1914, er en skikkelse, halvt menneske og halvt dyr, ridset og malet på væggen for omkring 14.000 år siden. Forskerne, der udgav den i 1920, kaldte den troldmanden, le Sorcier. Religionshistorien kalder slægtskabet mellem en stamme og et dyr totemisme. Dyret er stammens stamfader og beskytter, og stammen bærer dets navn.
Blodet bærer dyrets kraft over i jægeren. Saxo fortæller i anden bog af Gesta Danorum, at Bjarke fældede en kæmpemæssig bjørn med sit spyd og bad Hjalte drikke af blodet: »Man mente nemlig at den drik gav kroppen styrke.«
Hos Ovid går jagten begge veje. Apollon forfølger nymfen Daphne og råber efter hende, at hun flygter for ham som lammet for ulven, hinden for løven og duen for ørnen, skønt han kun jager hende af kærlighed. Da han griber hende, er hun ved at blive et laurbærtræ. I tredje bog af Metamorphoses kommer jægeren Aktæon til at se gudinden Diana nøgen i hendes kilde. Hun gør ham til en hjort, og hans egne hunde sætter efter ham:
ille fugit per quae fuerat loca saepe secutus,
heu! famulos fugit ipse suos. clamare libebat:
‘Actaeon ego sum: dominum cognoscite vestrum!’
verba animo desunt; resonat latratibus aether.
Han flygter gennem egne, hvor han så tit selv har forfulgt,
ak, han flygter for sine egne tjenere. Han ville råbe:
‘Jeg er Aktæon, kend jeres herre!’
Ordene svigter ham, og luften genlyder af gøen.
Saxo har også den omvendte historie. I tiende bog bortfører en bjørn en svensk pige for at æde hende, men bliver i stedet hendes elsker:
Den tilfangetagne piges skønhed lagde nemlig i den grad bånd på bortførerens vildskab og raseri at hun der var bange for at den tørstede efter hendes blod, fik at se at det var hendes kærlighed den begærede – hun frygtede først at blive dens føde, men det blev den der fodrede hende.
Jægere med net dræber bjørnen, men pigen føder dens søn. Hans barnebarn er Ulf, far til Svend Estridsen, som Danmarks middelalderkonger nedstammer fra. Kongeslægten har et dyr til stamfader.
Bibelen har sit eget net. I Prædikerens Bog, som traditionen lægger i munden på kong Salomo, er det kvinden, der fanger, og manden, der går i nettet:
Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerte er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.
Ved læsningen
Net (2026), I: »Taxi Driver«, 1: »Interesting times«
Bogen begynder med et digt til forfatterens hustru, før epigrafen og før det første dagbogsblad:
Når kvinden bliver mandens fangst,
til tryghed bliver hendes angst,
hun sikkert nok så langt kan tænke,
at dobbelt er den tunge lænke.At det for manden er så let
at fanges i sit byttes net,
om kærligheden danner rammen,
så altid siden de er sammen.For evigt fanget i et spil,
hvor vi hinanden hører til,
så nådesløs er denne gåde,
at den er livets største nåde.
Digtet går i tre trin. Først er kvinden mandens fangst, og hendes angst bliver til tryghed. Så er det manden, der fanges, i byttets net. Til sidst er der hverken mand eller kvinde, kun et vi, fanget i samme spil. Nettet og lænken er Prædikerens, men hvor Prædikeren advarer, kalder digtet fangenskabet livets største nåde.
Første kapitel lader det ske på en enkelt nat. Erasmus ligger vågen og hører hende vende sig i sengen, »og så var hun over mig som et sus. Hun kyssede mig.« Han vil tænde lyset og konfrontere hende, men »jeg var bogstaveligt ude af stand til at røre mig der i sengen.« Det er jægeren, der er fanget.
I forfatterskabet
Siden Det overnaturlige (2004) har forfatterskabet ført religionen tilbage til jægeren og byttet, og sætningerne vender tilbage fra bog til bog. Stoffet ordnes her i fem tråde.
Pagten. Det ældste lag er en aftale. Indeks til Grimoire (2023) kalder byttedyret det, »hvormed mennesket sluttede den første pagt«. Grimoire (2022) siger, hvad pagten var til, og hvor den blev af:
Identifikationen mellem jæger og bytte er ikke blot en selvfølgelighed i en prædualistisk verden, men en forudsætning for jagtlykken, senere den pagt, der overlever i nadveren. På et mellemstadium er det kun shamanen eller troldmanden, der bevarer denne enhed, der manifesterer sig som en transformation.
Samme bog lader blodet besegle den. Drikker jægeren byttets blod, får han dets egenskaber og kan »ved samme lejlighed etablere et slægtskab, der gør jagten til en forudgående aftale, en berith«. Berith (בְּרִית) er det hebraiske ord for pagt. Med agerbruget kommer en ny pagt, »hvor brødet gør det ud for kød, og vinen for blod«. I appendikset står det kortest: »Religionen opstod i jægerkulturer, og (bytte)dyret er den første gud, i totemismen identificeret med forfaderen.« Danmark (2012) læser Saxos bjørneblod på samme måde: Bjarke drak, »ganske som katolikkerne drikker deres totems blod i nadveren, og får derved “del i ham”«.
Bibelen (2011) finder pagten ved måltidets slutning:
Jægeren ved endnu, at byttet er hans egen konceptualisation, det er derfor, hulemalerierne medvirker til at opretholde det. Ikke desto mindre sidder man der med knoglerne efter måltidet og spekulerer over, om man har ødelagt legetøjet.
På den anden side er disse ben jo, hvad vi ville kalde dyrets essens, så hvis vi nu bare propper dem ned i et hul i jorden, hvor den slags kommer fra - himlen har kun interesse for en bonde, der skal vide, hvornår han skal så - går det nok. Måske skulle man droppe at flække dem, vores totem kunne jo blive halt eller ukomplet, så han ikke kan genopstå.
Lige efter citerer bogen loven om påskelammet: »I må ikke sønderbryde dets ben.«
Faldet. Pagten blev brudt. Religion (2015) giver bruddet sit bibelske navn. På det totemistiske stadium er guder og dyr ét, »hvorfor syndefaldet er kendetegnet ved en fremmedgørelse mellem jæger og bytte, oftest forårsaget af en krænkelse fra menneskets side, en “original sin”«. Det overnaturlige (2004) beskriver det, der gik tabt. Den ureflekterede jagt, som når geparden løber gazellen op, »er irreversibelt spaltet i jæger og bytte, men i ritualet (“dansen”) kan der ske en tilnærmelse.« Den tidlige jæger efterligner sit bytte og forudsætter ingen modstand hos det: »At blive fanget og fortæret er ikke en intrusion, det hører til dyrets livscyklus.«
Teorien om alting (2017) siger: »Alle mysteriereligioner er i bund og grund totemistiske og kredser om det tabte, nære forhold til byttedyret.« Og videre:
Det er det, der “vender tilbage”, slutter en ny pagt med mennesket, lader sig dræbe og fortære, blot for at genopstå og love sine tilhængere en evig eksistens befriet for cyklus. Jæger og bytte er atter et, idet mystens død og genopstandelse bliver et billede på transcendensen.
Jægeren som objekt. Det magiske menneske (2024) tager det næste skridt i kapitlet om besættelse:
Besættelse er selvsagt en midlertidig opgivelse af jeget, hvilket er en forudsætning for den religiøse erfaring. Kvindens rolle i kønsakten giver hende givetvis en vis øvelse i denne reifikation.
Jægeren, der lader sig besætte af byttedyret, bliver dette dyr - modsat vore forestillinger om jagt er han i lige så høj grad objektet. De to går på jagt sammen i et ritual, der kulminerer i dyrets selvimmolation, forsludret i kristendommen.
Reifikation betyder tingsliggørelse. Kvinden kender den fra kønsakten, jægeren fra jagten. Samme kapitel ser shamanen i dyrets maske. Han »bliver dette dyr, bjørnen, ikke et eksemplar af en art, som vi ser på det, men hvad Platon ville kalde bjørnens idé.« Møde (2018) finder den besatte shaman allerede på hulevæggen, med »det dyrehoved, som også de ægyptiske guder bar - åbenbart havde de kristne ikke været de første til at fortære deres gud!«
Manden og kvinden. Prædikerens vers går igen i forfatterskabet fra Verden (1994) til Net. Indeks til Grimoire (2023) sætter det blandt middelalderkirkens anklager mod kvinden, og Grimoire (2022) lader det følge efter Salomos testamente, hvor kongen mister Guds ånd for en kvindes skyld. I Net (2026) siger kvinden det selv. I tredje del vågner Erasmus indespærret i et gravkammer, og Kira står foran ham:
Jeg er denne verdens herskerinde.
Manden har ingen plads i den andet end hos mig. Jeg er et fangegarn, mit hjerte er et Net, og mine arme lænker.
Manden indfanger mig, vinder mit hjerte og lægger mig i lænker. Og han tror, jeg er hans fange!
Han spørger, hvor længe hun vil holde ham fanget. »Er det ikke indlysende? Indtil du ikke længere ønsker at blive sat fri.«
Sætningen, hun vender om, står i Grimoire, midt i en opremsning af det, naturen er bedøvende ligeglad med: »Manden er jæger, og kvinden er hans bytte. Sådan har det været i en million år og vil være det den næste million.« Romanerne havde vendt den før. I Historier (2021) har Istvan sagt ja til Sinja, kvinden i det hus, der holder ham fangen. Romanen kalder hende døden og »Venus Fluefanger«: »Hun fangede ham i en silkefælde og lod ham genfødes af den.« Han går tilbage til sit værelse, som romanen kalder hans celle, og tænker:
Jeg ved nu, at jeg er på vej ind i en anden verden, hvor sjælen ikke kan komme, en verden af kød, hvor der hverken er liv eller død, kun jegløs eksistens.
Hvor jeg ikke behøver øjne for at se.
Hvor alting venter mig på mig for at hviske hemmeligheder i mit øre.
Hvor jeg ikke længere er fanget i min menneskelighed.
Hvor jæger og bytte er et.
Hvor en andens kød bliver mit, og jeg forsvinder i en andens kød - det ritual, den uindviede kalder “spisning” og “sex”.
I Liv (2019) har Kara selv bestilt dragten, en kort sort kjole med blondeforklæde, og stiller sig frem for manden. Han spørger, om hun nu forstår, at hun er en slave, og hun svarer »Ja, herre.« Så siger han:
Du er det bytte, som også er en fælde, og den fange, der også er et fængsel. Du drager lynet ned fra himlen!
Når jeg ser dig stå foran mig, som du gør nu, lydig og almægtig, er du alle mine længslers mål og alt, som er. I mine drømme kysser jeg dig og griber dig om livet, og intet andet har nogen mening. Din fuldkomne glans blænder mig, din bløde modstand trækker mig ind i dig som skyggen af et træ, når solen står højest på himlen!
Hun svarer ham med et spørgsmål, og ordskiftet ender hos mændene:
Og da kvinden nu engang er en djævel, svarede hun ham: “Siden jeg nu er alting, er jeg så også et menneske?”
“Forstår du da ikke, at det netop er din menneskelighed, der gør dig så uimodståelig for mig?”
“Fordi du selv kun er et spøgelse …”
“Tror du da, nogen mand er andet? Det er derfor, mænd ikke spejler sig. Vi ved, vi ikke har nogen refleksion …”
Allerede Det overnaturlige (2004) åbnede sin tredje del, »Indvielse«, med Apollons råb efter Daphne. Kapitlet hedder »Som lammet for ulven«, og råbet står først på Ovids latin:
nympha, mane! sic agna lupum, sic cerva leonem,
sic aquilam penna fugiunt trepidante columbae,
hostes quaeque suos: amor est mihi causa sequendi!
Derefter på dansk:
Nymfe! du flygter som lammet for ulven, som hinden for løven,
duerne flygter for ørnen på skælvende, fjedrede vinger,
alle undflyer deres fjender: Jeg jager dig bare af ømhed!
Kapitlet går straks videre til den kvindelige seksualitet: »Når vi beskæftiger os med transcendensens midler, kan vi imidlertid ikke længere tillade os denne finfølelse.«
Jagtens pagt og kærlighedens har samme ritual. Det er derfor, et digt til en hustru kan tale om jægeren og byttet.
Skabelsen. Danmark (2012) lægger billedet et lag dybere, i kapitlet »Nisser, nattejægere og ulvemænd«. Kong Valdemar jager videre efter sin død, og »Det hedder sig også, at det er ellekvinder, han jager. Denne jagt går igen i alle mytologer som et billede på skabelsen.« Så følger forklaringen og et sagn fra Vordingborg-egnen:
Ånden deles da op i jæger og bytte, hvor byttet, når det fanges, eller eventuelt for at undslippe, bliver til en genstand - hamadryaden bliver til et træ. Somme tider er beskrivelsen lidt mindre poetisk end hos Ovid.
En bonde i Vordingborg-egnen var en gang ude at flytte heste, og da kom der en jæger med et kobbel hunde og bad bonden passe godt på dem, indtil han kom tilbage. Bonden slog lænken om et træ, og få øjeblikke efter hørte han et skud, og derpå kom jægeren jagende med et fruentimmer hængende bag over hesten. “Så du, jeg fik hende, men jeg måtte også til Falster for at hente hende.” Det var en ellepige.
Verden bliver til, når noget jages og gribes.
Videre
- Net (2026), digtet »Til min Chresteria« før epigrafen, og tredje del, syvende kapitel, »Kvinden«.
- Prædikerens Bog 7,26.
- Ovid, Metamorphoses, første bog, vers 452–567 (Apollon og Daphne), og tredje bog, vers 138–252 (Aktæon).
- Saxo, Gesta Danorum, anden bog (Bjarke og bjørnen) og tiende bog (bjørnen og den svenske pige), på dansk ved Peter Zeeberg (2000).
- Piero del Pollaiuolo, Apollo and Daphne, National Gallery, London.
- Grimoire (2022), kapitlerne »Blod« og »Lykantropi« og appendiks VIII.
- Det magiske menneske (2024), tredje del, syvende kapitel, »Besættelse«.
- Historier (2021), fyrretyvende kapitel, »Bogen«.
- Liv (2019), anden del, tiende kapitel, »Borland«.
- Danmark (2012), tredje del, fjerde kapitel, »Nisser, nattejægere og ulvemænd«.