Griffin har forskanset sig med sine kolber i værelset på kroen, og nu trænger landsbyen ind: konstabel Jaffers i spidsen, de andre bag ham, alle med blikket rettet mod den mand, de ikke kan se. Lidt efter vikler han bandagerne af. Det er den scene, forfatterens filmbog regner »among the most effective ever put on film«: manden, der viser sig for landsbyboerne ved at vise, at der ingenting er.
Pressefoto fra The Invisible Man (1933), Universal Pictures. Claude Rains som Griffin, E. E. Clive som konstabel Jaffers. Public domain i USA (udgivet uden copyright-mærke).
Kort fortalt
The Invisible Man er Universal-studiets filmatisering fra 1933 af H.G. Wells’ roman fra 1897, instrueret af James Whale, der to år forinden havde lavet Frankenstein. Hos Wells er Griffin en fattig ung videnskabsmand, der har opgivet medicinen for fysikken, gør sig usynlig ved optikkens hjælp og korrumperes af magten, til han bliver en forbryder. Filmen giver ham en forklaring: Et af stofferne i formlen, monocaine, gør ham sindssyg.
Claude Rains spiller Griffin, og man ser ham næsten aldrig – kun i bandager, hat, mørke briller og handsker, eller slet ikke. Rollen bæres af stemmen. John P. Fultons trickfotografi var en sensation: bandagerne, der vikles af, til der ingenting er indenfor, og de tomme bukser, der løber syngende ned ad landevejen. Filmen begynder i en snestorm, hvor en formummet fremmed søger ly på en kro, og den ender i sne: Den usynlige mand søger ly i en lade, bonden hører nogen trække vejret i høet og henter politiet, og fodsporene i sneen røber ham. Først i filmens sidste billede, på dødslejet, bliver hans ansigt synligt.
Ved læsningen
Net (2026), I: »Taxi Driver«, 1: »Interesting times«
Efter en aften med gamle film låner Erasmus bondens replik: »Sådan siger bonden, i hvis lade den usynlige mand har søgt ly for snestormen. Well, there’s breathing in my barn, too.« Så følger natten, hvor han ligger vågen og lytter til en vejrtrækning i mørket. I filmen er det åndedrættet, der røber den, man ikke kan se.
I forfatterskabet
Neutzsky-Wulff har skrevet om film i hele forfatterskabet, og denne film står på hans liste over verdens bedste. Men i romanerne er den usynlige mand ikke et filmmonster. Han er fornemmelsen af, at der er nogen i mørket.
De forsvundne (2024) giver fornemmelsen et navn. En mand hører fodtrin bag sig gennem universitetsparken, fodtrin, der standser, når han står stille, og som han tager med hjem »som en hårdnakket forkølelse«. Han tænker på »et barn, der leger gemmeleg og holder vejret for ikke at afsløre sit skjulested«, og føjer den nye gæst til rækken: »“En vampyr, en dobbeltgænger og en engel,” gentog han mekanisk, da de atter sad i the University Pub. “Jeg tror, de har fået følgeskab af den usynlige mand.”« Professor Mann svarer med Ambrose Bierces The Damned Thing, væsenet med en farve, øjet ikke kan se.
Indeks til Grimoire (2023) har filmen med på sin filmliste og begrunder listen sådan: »På en tid, hvor puritanismen og det politisk korrekte massemenneske er i højsædet, har vi brug for uhyrer og gale videnskabsmænd.«
Teorien om alting (2017) har en hel del om film og sætter The Invisible Man på listen i kapitlet »Verdens bedste film«. Anmeldelsen i kapitlet om trediverne begynder med effekterne: »Den virkelige stjerne i “The Invisible Man” er givetvis effekterne, som stadig virker og for 84(!) år siden må have været en sensation.« Men så spørger den: »Hvad ville den gennemsigtige mand under bandagerne være uden Claude Rains’ tirader«, og giver Rains ordet:
You’re crrrazy to know who I am, aren’t you? All right!
I’ll show you! There’s a souvenir for you, and one for you.
I’ll show you who I am. And WHAT I am!
Og om filmens højdepunkt: »Intet i filmen kan naturligvis leve op til de første magiske tyve minutter, fra den formummede fremmede i snestormen til åbenbaringen af, “hvem og hvad han er”.«
Religion (2015) regner den til Universals monstre fra 1930’erne, der skal ses samlet: »den teknisk perfekte THE INVISIBLE MAN (1933)«.
Forfatterens engelsksprogede filmleksikon, Horror and Science Fiction in the Cinema before 1980 (2013), kalder den »arguably the best of the lot« blandt Universals klassikere og skriver i sin egen anmeldelse, at Whale havde forstået, hvad rollen krævede: »a voice that seemed to leap out of the screen at you, grabbing the audience by the throat«. Griffin er en sort komedie-udgave af Dostojevskijs morder, »a sort of black comedy version of CRIME AND PUNISHMENT«, og afsløringen med bandagerne står for anmelderen som filmhistorie:
The scene where Griffin manifests himself to the terrified villagers led by a bumbling policeman, unwrapping his bandages to reveal the emptiness behind, ranks among the most effective ever put on film.
Selv slutningen i sneen får sin tørre bemærkning med: fodsporene, der røber ham, ser »suspiciously like shoeprints« ud.
Videre
- H.G. Wells, The Invisible Man (1897).
- James Whale (instr.), The Invisible Man (1933), manuskript R.C. Sherriff, med Claude Rains, Gloria Stuart og Una O’Connor.