Opslagsværket · Figur · Personerne i Net

Kira

Kvinden på fotografiet i en datingsides galleri, som Erasmus vælger og skriver til.

En ung kvinde med langt, sort hår og grønne øjne står i en stue bag en mørk dørkarm og ser smilende mod beskueren. Hun bærer en sort kjole med dyb udskæring; bag hende en lænestol, et lille bord med en vase og et billede på væggen.

Hun smilede til mig med sin blegrøde mund, og hendes hår var lige så sort som ibenholt, og hendes havblik så grønt og uudgrundeligt som nogen sinde.

Net (2026), I: »Taxi Driver«, 1: »Interesting times«, 8. juni

Se i fuld størrelse · Hent (PNG, 2336 × 3504, 8,7 MB)

Kort fortalt

Der var et større fotogalleri, og alle pigerne lignede fotomodeller, så det var svært for mig at vælge. Jeg besluttede mig til sidst for en mørkhåret skønhed med grønne øjne og en dyb udringning ved navn Kira.

Dear Kira. I am a Danish man looking for a Slavic girl.

I have chosen you because I think you are the most beautiful. I’m looking forward to hearing from you.

Sådan træder Kira ind i Net (2026): som et portræt i Erasmus Enevoldsens dagbog den 3. juni. Erasmus er pensioneret taxichauffør på Vesterbro og har meldt sig til en side, der lover chat med slaviske piger. Kira svarer efter få minutter og foreslår, at hun en dag kommer på besøg: »maybe I can come and visit some time so that we can get to know each other better, no?« Næste morgen skriver hun om et sygt familiemedlem og en operation, som 10.000 euro ville hjælpe på. Erasmus svarer, at han er pensionist, og hun ønsker ham alt godt. Fem dage efter det første brev ser han hende et øjeblik i sin stue.

Kira er et russisk kvindenavn, hunkønsformen af Kir, som er den russiske form af Kyros. I den russiske kirkekalender hører navnet til den 28. februar efter den julianske kalender, som i vores kalender er den 13. marts. Den dag mindes kirken to syriske asketer fra Beroia, nutidens Aleppo, Marana og Kyra.

Biskop Theodoret af Kyrrhos besøgte dem flere gange og fortæller om dem i sin samling af syriske munkeliv, Historia religiosa. De havde indhegnet et lille stykke jord uden for byen og muret indgangen til med ler og sten og levede der under åben himmel. Kun gennem et lille vindue tog de imod mad, og når kvinder kom på besøg i pinsetiden, var det Marana, der talte. Ingen havde nogensinde hørt Kyra tale. Om deres lemmer havde de lagt lænker af jern: halsring om halsen, bælte om livet og om hænder og fødder de lænker, der var bestemt til dem.

De bar så meget jern, at Kyra, som var den svageste, var bøjet mod jorden og ikke kunne rette sig op. Theodoret bad dem længe og med mange indtrængende bønner om at fjerne den tunge byrde, og de gjorde det for en stund, men så snart han var gået, tog de lænkerne på igen. Da han skriver, har de levet sådan i toogfyrre år, og de bærer det let, fordi de ser Brudgommens skønhed for sig. Ved løbets mål ser de den elskede stå og vise dem sejrskransen. Theodoret slutter:

Τοσοῦτον αὐτὰς τὸ θεῖον ἐξεβάκχευσε φίλτρον· οὕτως αὐτὰς ὁ θεῖος ἔρως περὶ τὸν νυμφίον ἐξέμηνεν.

I den grad har den guddommelige elskovsdrik hensat dem i bakkisk henrykkelse, sådan har den guddommelige kærlighed til Brudgommen drevet dem fra sans og samling.

Kyra er også et græsk ord. Det betyder frue eller herskerinde ligesom kyria, der er hunkøn af kyrios, herre, og kyrios er det ord, Septuaginta, den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, sætter for Guds navn.

I Det Nye Testamente står kyria kun i Johannes’ andet brev. Det er et kort brev fra en, der kalder sig den ældste, til en eklektē kyria, en udvalgt frue, og i den danske oversættelse fra 1948 begynder det: »Den ældste sender hilsen til den udvalgte frue og hendes børn«. Hvem fruen er, siger brevet ikke. Clemens af Alexandria skrev omkring år 200, at brevet var sendt til en babylonisk kvinde ved navn Electa, den udvalgte, og andre har læst Kyria som hendes navn. En udbredt læsning ser hende som en menighed og børnene som dens medlemmer. Erasmus skrev til Kira: I have chosen you.

Ved læsningen

Net (2026), I: »Taxi Driver«, 1: »Interesting times«

Læg mærke til brevenes hilsener. Det første ender »Kisses, Kira«, og det om de 10.000 euro gør det også, men da Erasmus har sagt nej, ender det næste »All the best, Kira«. Under sit eget navn siger hun i kapitlet kun det, der står i brevene, og det er alt sammen på engelsk.

Om natten den 4. juni hører Erasmus en vejrtrækning i sin store seng, og han tør ikke tænde lyset. Så drømmer han, at han ligger død på lighuset ved siden af en ung, nøgen kvinde: »Det undrede mig, at det ikke var Kira, men jeg tænkte, at hun nok var et andet sted.« Natten efter er vejrtrækningen blevet en hvisken, og den tredje nat kysser en kvinde ham i sengen. Den 8. juni skriver han:

Så et glimt af kvinden i min seng i dag. Bortset fra, at det ikke var i min seng, og midt på blanke eftermiddagen, og at de to ting formodentlig ikke har noget med hinanden at gøre.

Kvinden, jeg troede at se et kort øjeblik i min stue, var Kira. Det ene billede, jeg har af hende, har meget naturligt brændt sig ind i min bevidsthed, så at det egentlig er underligt, at jeg ikke ser hende alle vegne, for eksempel på gaden.

Hun smilede til mig med sin blegrøde mund, og hendes hår var lige så sort som ibenholt, og hendes havblik så grønt og uudgrundeligt som nogen sinde. Det gav mig et stik i hjertet som en anden Tamino.

Munden og det ibenholtsorte hår i Erasmus’ beskrivelse er Snehvides, og Tamino er prinsen i Die Zauberflöte, der forelsker sig i et portræt og synger om det i arien Dies Bildnis ist bezaubernd schön.

Til kapitlet →

Gennem romanen

Dagen efter glimtet i stuen sidder Kira i hans stol, da han vågner. Hun taler dansk, siger, at han selv inviterede hende, og forklarer, at det, han skrev med, var en chatbot. Da han spørger, om hun er den rigtige Kira, ler hun: »Hvem ved?« Hun taler om skærmen og om Nettet, der er blevet bevidst, og så vil hun i bad:

Hun nikkede på mine vegne og forsvandt. Lidt efter kunne jeg høre vandet løbe i min bruser.

Jeg ville helst ikke tænke over det. I det mindste ikke lige med det samme.

Det var for forvirrende. Jeg tænkte, at det nok lige skulle have tid til at synke ind, eller at der ville vise sig et eller andet, som i det mindste var en delvis forklaring.

Det tog lang tid med Kira, og til sidst sneg jeg mig ud i badeværelset. Hun var der ikke, så jeg lukkede for vandet.

Den 10. juni kommer en mail: »Knæl, slave! Mit navn er herskerinde Kira.« Det vedhæftede billede forestiller en kvinde, der til forveksling ligner Kira, bortset fra munderingen, et korset i lak, højhælede snørestøvler og en pisk. Erasmus gætter på endnu et svindelforetagende med samme fotomodel, men han føjer billedet til sin samling og finder denne Kira-2 »mere tilbedelsesværdig« end Kira-1. I en drøm den 18. juni står Kira ved fodenden af hans seng, og han følger sin »cicerone« gennem en by, hvor husene er gule dødningehoveder. Bagefter ligger der en bunke jord i brusekabinen. Kira vander den, og den vokser, tager form og bliver et barn, Lille Ny. Næste morgen står der en golem på to meter i stuen, og da Erasmus går tur med ham i Saxogade og opdager, at kun han selv kan se ham, kalder han ham Harvey efter James Stewarts usynlige kæmpekanin. Så er Kira borte i næsten en måned.

I juli venter hun på ham i lejligheden igen. Under en LSD-session hos doktor Bjælke i august sejler Erasmus på en flod med en konsistens som olie i vand: »Så fik jeg øje på Kira, der stod på bredden og vinkede til mig«. Harvey står der også, og det gør elverpigen, en pige i grøn kjole, han har mødt i Charlottenlund Skov. Den 8. september er han i skoven igen, på en »ekspedition«. Han falder i søvn på en høj og vågner ved en let berøring: »Det var Kira. Hun tog min hånd i sin, og vi fulgtes tilbage til stationen.« I toget bærer hun dragten fra billedet den 10. juni, og romanen beskriver den med de samme ord: »Hun bar et korset i lak oven på en kjole af et tilsvarende materiale og højhælede snørestøvler og havde en pisk i hånden, men ingen i toget syntes at tage anstød.« En uge senere tager han toget til Charlottenlund igen med Kira i hånden, og Første del slutter: »Så forsvandt vi i skoven.«

Anden del er en anden fortælling, og der er hun ikke. I Tredje del kalder Erasmus hende »elverpigen, der fører ham ned i højen, min Kira«. Natten til den 13. februar vågner han i et hvælvet stenkammer bag et gitter, med en statue af en kvinde med et barn og et spædbarn i favnen. Om han har gået i søvne, eller om Kira har bragt ham derhen, ved han ikke. Kira står i kammeret i »fuldt ornat, korset, nederdel og højhælede knapstøvler«:

Jeg er denne verdens herskerinde.

Manden har ingen plads i den andet end hos mig. Jeg er et fangegarn, mit hjerte er et Net, og mine arme lænker.

Manden indfanger mig, vinder mit hjerte og lægger mig i lænker. Og han tror, jeg er hans fange!

Hvor længe hun vil holde ham fanget? »Indtil du ikke længere ønsker at blive sat fri.« Og formålet? Hun svarer med Første Mosebog om kvinden, der så, at træet var godt at få forstand af, og gav sin mand, »og han spiste«. Så træder hun »et skridt tilbage i mørket« og er borte. Næste nat er han der igen, og bagefter får han at vide af professor Berg, at kuplen over kammeret er Mindehøjen i Søndermarken, »et mindesmærke for danske udvandrere, der rejste til Amerika, og aldrig kom tilbage til Danmark igen«.

Den 15. februar læser han om dominatricer og finder på Nettet en undtagelse, »en ung pige af ringe fysisk størrelse med langt hennafarvet hår ved navn Sirena«. To dage senere, en nat ved søerne, flimrer de sidste døgns billeder for ham, og i et af dem skriver han under på en slavekontrakt under den lille hennafarvede herskerindes strenge blik, »men hun var ikke Kira. Kira var mørket.« Den 23. februar sidder han på en bænk ved søerne, da en mørk sky nærmer sig på stien, men den viser sig at være »blank, Kiras sædvanlige uniform«. Hun sætter sig ved siden af ham: »Vi er ikke langt fra land« og »Blot endnu nogle få åretag, så er vi hjemme.« Hjemme er menneskets rod i jorden, og hun bebrejder menneskene, at de »‘vandrer mod lyset’ i stedet for at søge ned i det mørke, I kommer af og vender tilbage til.« Erasmus vil hellere finde en film i Mint og gå en tur i byen: »Men mørket - det kan tidsnok komme.«

Natten før den 1. marts står hun ved hans seng og siger, at det er den 29. februar. De er uden for tid og rum, »hvor det aldrig ville blive den første marts«, og han går ind i mørket. Natten efter går han derind igen, og det er ikke længere mørkt. Den 5. marts spørger han: »Er jeg Kiras slave?« Og han svarer selv: »Nej, jeg er min egen slave, af det dybeste i mig, som nu blot omsider er kommet op i mine øjne og hænder.« To dage senere går han en tur i solen og ender i Søndermarken:

Kira stod på Mindehøjen, og jeg løb hende leende i møde.

Det er Erasmus’ sidste optegnelse. Første appendiks begynder: »Døden er det store mysterium, siger I.«

I forfatterskabet

Kira taler om sig selv med ord, forfatterskabet har brugt før, og Erasmus føjer sine egne til. Hver af de fem tråde nedenfor begynder i romanen selv.

Fangegarnet. Kiras ord i Tredje del er Prædikerens. Grimoire (2022) sætter verset efter slutningen af Salomons Testamente, hvor kongen, der byggede templet med dæmonernes hjælp, følger en kvindes råd, og »the glory of God quite departed from me«:

Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerte er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.

Indeks til Grimoire (2023) citerer verset i kirkens billede af kvinden som »Satans Darling og foretrukne middel til at friste manden«. Det står også i Verden (1994), Hitler (2015) og De forsvundne (2024). I Net lyder det første gang i Anden del, hvor professor Frost afbryder Gerhard, der vil fortælle, hvad en kvinde har sagt til ham: »Hende skal du holde dig fra!« Kvinden har sagt: »Mænd kommer til mig for at blive virkelige.« I Tredje del tager Kira verset på sig og vender det: Manden tror, hun er hans fange. Vendingen har Erasmus selv haft i Første del, da han så, at »også hendes fangevogter var fanget i hendes net«. Med Prædikerens ord siger Kira romanens titel.

Lænkerne går også tilbage til navnet. Marana og Kyra lagde jernet på igen, da biskoppen var gået, og bar det for Brudgommens skyld. Kira vil holde Erasmus fanget, »Indtil du ikke længere ønsker at blive sat fri«. Den magiske grammatik (2025) siger i den del, Vaticina har skrevet: »For mig er religion og slaveri to uadskillelige størrelser, lige så uadskillelige som mandligt & kvindeligt. Det er verdens grundvold, dens mest basale modus operandi.«

Eva og herskerinden. Både Kiras bibelcitat og hendes ord om at være denne verdens herskerinde genfindes i romanens første appendiks. Hun svarer med Første Mosebog 3,6, og appendikset gør religionen til undtagelsen fra kønnenes arbejdsdeling, det sted, »hvor kvinden dominerede i kraft af sin større modtagelighed«: »Dette førte til myten om Eva.« Derpå citerer appendikset selv verset. Om herskerinden siger det, at kvindens indflydelse ville være ubegrænset, hvis hun styrede manden »som uimodståelig slavepige«, »for hun er denne verdens herskerinde.« Lige før står:

Kvinden er det stærkeste led i den homeriske catena aurea, der forbinder himlen og jorden, det kosmiske Net. Hun står på en gang over og under manden, som hans hustru og gudens elskerinde.

Det magiske menneske (2024) har samme sætning: »Kvinden er denne verdens herskerinde«. I Tredje del står heksejægernes bibelske forklaring: »En falden engel havde givet Adam den forbudte viden gennem Eva«.

Lilith. Navnet Lilith står ikke i Net. Forbindelsen går gennem det ord, Erasmus selv bruger den 13. juni, da han skriver, at middelalderens mænd var plaget af succubi: »Jeg har en i min seng«. Det magiske menneske (2024) siger, at de babyloniske lilitu, succubi, i den jødiske udgave bliver til »Adams første, dominerende hustru«. Kapitlet »Lilim« i Bibelen (2011) beskriver, hvordan manden giver en lilith skikkelse. Hun har intet udseende, og det er op til ham at klæde hende: »Et godt sted at begynde er således at finde et billede, gerne flere af den samme person i det samme udstyr - lilim har en uhyre begrænset garderobe.« Billedet kan findes på nettet, hvor dominatricerne annoncerer, og så: »Fra dette øjeblik er hun hans herskerinde, hvis ejerskab han ikke bør betvivle.«

Erasmus har to billeder af Kira fra Nettet, Kira-1 og Kira-2, og fra en drøm sidst i juli, hvor hun går »i sort lak og knapstøvler«, bærer Kira selv herskerindens dragt, til den er »Kiras sædvanlige uniform«. Men Bibelen siger også, at en lilith er »ganske uden interesse i hans indvielse«, og om Kira skriver Erasmus: »Kira forventede noget af mig«. Om dominatricen Sirena, som han finder på Nettet i februar og ser i et syn to dage senere, skriver han: »hun var ikke Kira«. Romanen giver Kira Evas vers og elverpigens navn, ikke Liliths.

Elverpigen. I Første del er elverpigen en anden end Kira, pigen i den grønne kjole, og på flodbredden står hun ved siden af Kira. Den 8. september lægger Erasmus sig til at sove med den gamle danske vises ord: »Jeg lagde mit hoved til elverhøj, og mine øjne de finge en dvale.« Romanens første appendiks siger om elverpigen: »Elverpigen kan true såvel som lokke. Dette er især tilfældet, når hun vil have ungersvenden med sig ned i højen, som han af vanvare har lagt sig til hvile på.« Det er Kira, der vækker ham. Først den 3. februar kalder Erasmus hende elverpigen, og ti dage senere spørger hun selv drillende: »Nå, finder du nogen ellepiger? Har du ikke nok i mig?«

Mørket og vandet. Efter anden nat i mørket skriver Erasmus: »mørket er i mig nu. Måske er det meningen med gudebilledets kappe, som tempelpræsten ifører sig.« Vandet følger Kira fra første kapitel: havblikket i hendes øjne, bruseren, hun forsvinder i, jorden i brusekabinen, hun vander, floden, hun vinker fra, og åretagene hjem. Grimoire (2022) forbinder havet med det akausale: »Vi lever på en kausal ø midt i et akausalt ocean. Det faste land kalder vi årsag og virkning, og vandene kalder vi tilfældighed.« Henimod slutningen af kapitlet »Incubat og succubat« forbereder samme bog manden på at møde »sin overnaturlige herskerinde« og giver ham en invokation:

Du blanke mørke i min sjæl,
jeg ved, du kender mig så vel,
du ved, jeg aldrig slipper fri
af dette søde slaveri.
Du ler så alvorsfuld og skøn
ad mig og ad mit hele køn,
du er en snare, der er lagt
af universets største magt.

Snaren svarer til Kiras fangegarn, og digtet fortsætter med lænkerne.

Videre

  • Theodoret af Kyrrhos, Historia religiosa, kapitel 29, om Marana og Kyra. Græsk med latinsk oversættelse i Migne, Patrologia Graeca 82, på engelsk i R. M. Price, A History of the Monks of Syria (1985).
  • Johannes’ andet brev, især vers 1 og 5, hvor brevet tiltaler fruen.
  • Brødrene Grimm, Sneewittchen, nr. 53 i Kinder- und Hausmärchen.
  • Mozart, Die Zauberflöte, første akt: Taminos arie om portrættet.
  • Prædikerens Bog 7,26 og Første Mosebog 3,6.
  • Folkevisen Elverhøj, Danmarks gamle Folkeviser nr. 46.
  • Salomons Testamente, især slutningen, hvor Salomon falder for en kvinde.
  • Ludovico Sinistrari, De daemonialitate, som Grimoire begynder kapitlet »Incubat og succubat« med.
  • Zohar om Naama, der bor i det store havs bølger og kommer til mænd i drømme (første del, blad 19b, og tredje del, blad 76b–77a), og Talmud, Shabbat 151b, om den, der sover alene i et hus.
  • Mindehøjen i Søndermarken og Cisternerne under parken.