»Interesting times«

10. november 2026

Før kapitlet

Til min Chresteria. Chresteria er forfatterens hustru. Digtet til hende siger, hvad bogen hedder, før den begynder: Nettet er jægerens, og jægeren ender selv i det: »At det for manden er så let / at fanges i sit byttes net«. Nettet og digtets »tunge lænke« kommer fra Prædikerens Bog 7,26, hvor det er kvinden, der fanger: »Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerte er et Net og hendes Arme Lænker.« Hvor Prædikeren advarer, kalder digtet fangenskabet »livets største nåde«. Det er ikke kun et billede, men et religiøst motiv, der skal udgrundes, og det går gennem hele forfatterskabet. I Liv siger manden til kvinden: »Du er det bytte, som også er en fælde, og den fange, der også er et fængsel.« Historier siger det kortest: »Hvor jæger og bytte er et.« Opslaget om jæger og bytte følger motivet fra Det overnaturlige til Det magiske menneske.

Esajas. Epigrafen er Esajas 30,8–11, og den gælder hele bogen. Profeten skal skrive i en bog til en kommende dag, fordi folket ikke vil høre. Epigrafens slutning siger hvorfor: Folket forbyder synerne og beder i stedet om »smigrende Ord«. Det er, hvad der kommer gennem skærmen den 3. juni. Opslaget om Esajas’ Bog har tekststedet.

Taxi Driver. Første dels titel er Martin Scorseses film fra 1976. Travis Bickle kører taxa om natten i New York, og det, man hører ham sige, er hans dagbog. Romanens første del har samme form.

Interesting times. Forbandelsen om at leve i interessante tider kaldes kinesisk, men ingen har fundet den på kinesisk. Den er engelsk og godt hundrede år gammel. Forfatteren har brugt den som titel før, senest i Det magiske menneske (2024), hvor kapitlet af det navn kommer lige efter overfarten over Styx. Tiderne er interessante, fordi grænsen til den anden verden står åben, og det er den grænse, dagbogen skrives ved.

1. juni

»ladet modkandidaten i det forestående præsidentvalg arrestere«. Den 30. maj 2024 kendte en jury i New York Donald Trump skyldig i 34 forhold om falske regnskabsposter. Sagen gjaldt de 130.000 dollars, som hans advokat Michael Cohen kort før valget i 2016 betalte pornoskuespilleren Stormy Daniels for at tie om et påstået seksuelt møde med Trump, og som Trump betalte tilbage, bogført som honorar for juridisk bistand. Efter dommen gik han frit ud af retten, og i januar 2025, ti dage før han blev indsat som præsident igen, fik han en dom uden straf. Romanen drejer dommen et hak.

»I didn’t know I was that powerful!« Trump kaldte retssagen Bidens værk. Anklageren var ikke Bidens justitsministerium, men Manhattans folkevalgte distriktsanklager, Alvin Bragg, en delstatsanklager, som præsidenten ikke har myndighed over. Men anklageren, der indledte sagen for juryen, Matthew Colangelo, havde indtil december 2022 været en af de øverste i Bidens justitsministerium. Dagen efter dommen sagde Fox News’ Peter Doocy til Biden uden for Det Hvide Hus: »He thinks you’re pulling the strings behind the scenes doing all of this to help yourself«. Svaret er det, romanen citerer. Lige før havde Doocy spurgt, om Biden frygtede selv at blive tiltalt, når han gik af. »Not at all«, svarede han, »I didn’t do anything wrong. The system still works.«

»November 5th«. Valgdagen 2024, med Trumps egne ord. Han sagde det flere gange det forår, fx ved et vælgermøde i Ohio den 16. marts: »I believe it’s going to be the most important date in the history of our country«, og igen i Trump Tower dagen efter dommen. Romanen stryger »of our country«. Da Erasmus skriver, står valget mellem Trump og Biden. Efter en tv-debat den 27. juni, hvor Biden virkede svækket, trak han sig den 21. juli, og vicepræsident Kamala Harris tog over. Trump overlevede to attentatforsøg, i Butler, Pennsylvania, den 13. juli, hvor en kugle strejfede hans øre, og på sin golfbane i Florida den 15. september. Han vandt alle syv vippestater, fik som den første republikaner siden 2004 også flest stemmer og blev den første, der var dømt for en forbrydelse, da han blev valgt, og den anden efter Grover Cleveland, der vendte tilbage efter at have tabt et genvalg.

»Danmarks 5. maj«. Befrielsen. Dagbogen lægger 1940–45 over 2024: Danmark er besat igen, nu af amerikanerne, og valgdagen kan blive befrielsesdagen. Om aftenen den 4. maj 1945 blev BBC’s danske speaker i London, Johannes G. Sørensen, afbrudt midt i udsendelsen og læste op: »I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.« Kapitulationen trådte i kraft næste morgen kl. 8. Opgøret bagefter hed retsopgøret. Straffelovstillægget af 1. juni 1945 straffede med tilbagevirkende kraft og genindførte dødsstraffen, 78 blev dømt til døden og 46 henrettet. Men opgøret blev aldrig det opgør »til Tops og til Bunds«, som dele af modstandsbevægelsen havde krævet. Erasmus tvivler på, at man denne gang bliver »lige så skånsom over for nazisterne som i 1945«.

»amerikanertøs« og »feltmadras«. Besættelsestidens skældsord for kvinder, der omgikkes tyske soldater, var tyskertøs og feltmadras. Erasmus har kun skiftet det første led ud.

»fjorten dages hæfte«. Episoden er sket før. En januaraften i 1942 råbte en 20-årig i Århus »feltmadras« efter en ung husassistent, der gik med sin forlovede, en tysk soldat. Soldaten greb ham og kaldte på en betjent, og den unge mand fik fjorten dages hæfte efter justitsministeriets bekendtgørelse af 9. juni 1941, der forbød »demonstrationer i ord eller gerning, som er egnede til at skade forholdet til de udenlandske militære styrker, der efter overenskomst med den danske regering befinder sig her i landet«. Den tyske krigsret fandt dommen alt for mild, fordi praksis var fire ugers hæfte, og fik den anket, men landsretten stadfæstede den. Sagen står i Anette Warrings Tyskerpiger (1994). Forfatterens egen far fik straffen før krigen. I Danmark (2012) havde han hutlet sig igennem som stråmand for pornografiske forlag og forhandlere: »I 1937 faldt hammeren, og han blev idømt 30 dages hæfte.« Bogen fortsætter: »Tidligere havde man set igennem fingre med den slags, men også i dette fulgte man det nationalsocialistiske Tysklands eksempel.« Hæftestraffen blev afskaffet i 2001, så romanen har genindført den sammen med besættelsen, og bekendtgørelsens styrker »efter overenskomst med den danske regering« passer på forsvarsaftalen fra december 2023, der giver amerikanske soldater adgang til flyvestationerne i Karup, Skrydstrup og Aalborg.

»stamcafe«. Caféen ligger på Gammel Kongevej, og man kan stadig få de gamle DVD’er dér.

2. juni

»Velkommen til min blog! Tak.« Hele den offline blogs situation i tre ord. Han takker sig selv for velkomsten.

»in effigie« betyder ‘i afbildning’. Man brænder en dukke, når man ikke kan få fat i originalen, og det er sket i virkeligheden: Lørdag den 23. januar 2021 hængte deltagere i en Men in Black-demonstration mod coronarestriktionerne en dukke af Mette Frederiksen op i en lygtepæl på Julius Thomsens Plads, med skiltet »HUN MÅ OG SKAL AFLIVES« om halsen, og satte ild til den. Tre mænd fik i marts 2024 fyrre dages fængsel for trusler. Erasmus’ »større heksejagt« er den sag, forstørret. I virkeligheden slap de fleste ikke med skrækken, men med fyrre dage.

»Anne Franks dagbog«. Dagbogen fra skjulestedet i Amsterdam, 1942–44, fundet efter familiens deportation. Erasmus tænker sig læst på samme måde: fundet i ruinerne, når det er for sent.

»Ærbødigste Tjener«. Den gamle høflige underskrift i breve. Den passer en færgemand, der har tjent andre hele livet.

»usynlige og uhørlige« anser passagererne sig for, når de har set chaufføren i bakspejlet. Spejlet kommer igen. I Anden del er det chaufførens eget ansigt, der ses i det, og det er ikke kønt.

»troglodytter« er huleboere. Ordet fortsætter billedet af lejligheden som en hule i facadens klippevæg.

Mint er stamcaféen fra dagen før. Det er her, DVD’erne hentes.

»Stenalt og Andeby«. Andeby er Anders Ands by, så Erasmus slår to tegneserieverdener sammen i én sætning om, hvor folk engang genkendte sig selv.

»“roller”, der var blevet fastlagt, da vi holdt op med at lægge æg«. Hans ord for det, der i højttalerne hedder kønsroller.

»“The Flintstones” er tegnefilmsudgaven af “The Honeymooners”«. Det er den. Ed og Ralph er Ed Norton og Ralph Kramden, naboerne i Jackie Gleasons serie fra 1955, og første afsnit handler, som Erasmus skriver, om, hvorvidt der er råd til et fjernsyn. Hans far, der kaldte fjernsynet idioti, hører hjemme i det afsnit.

»Triumph des Willens«. Leni Riefenstahls film fra 1935 om nazisternes partidag i Nürnberg. Om nutidens film: »Hver eneste er en genindspilning af “Triumph des Willens”. Ingen ser dem.«

»“klovn”«. Trump, i pressens ord.

3. juni

»The Navy Seals’ nye motto«. Ikke et motto. Den 1. juni 2024 lagde Naval Special Warfare Command, som Navy SEALs hører under, en regnbuefarvet Pride-grafik med de fem ord på Facebook. Romanen forfremmer grafikken til motto.

»kæmpe i skørter«. Skotterne og deres kilte. Vitsen om Pride-grafikken fortsætter.

»i 1943«. Året, hvor de tyske sejre hørte op, Stalingrad i februar, Kursk i juli. »Vi« står på den tyske side af sætningen, og det er nøglen igen.

»Chat With Single Slavic Girls!« Reklamemailen gengives i sin helhed, og den er ikke skrevet af forfatteren, men af nogen, der gerne vil have din e-mailadresse. Ordet »love-programming« tilhører annoncen.

»submissiv og slavisk hustru«. Slavisk er på dansk både ‘fra de slaviske lande’ og ‘slaveagtig’, og Erasmus tager reklamen på ordet i begge betydninger. Vitsen findes kun på dansk.

»Dear Kira« og »Dear friend«. Han bruger hendes navn, hun bruger ikke hans. Hendes brev kunne være sendt til hvem som helst, og det er det sikkert også.

ISHTAR. Elaine Mays film fra 1987 med Warren Beatty og Dustin Hoffman som to håbløse sangskrivere, der ender i det opdigtede land Ishtar. »Road To« er Bob Hopes og Bing Crosbys vejfilm fra 1940’erne, som Ishtar efterligner. »Little Darlin’« er The Diamonds’ hit fra 1957, som de to synger i filmen. Ishtar er også Mesopotamiens gudinde for kærlighed og krig, der steg ned i dødsriget og kom tilbage. Navnet står den 3. juni, og den 4. ser Erasmus en film om at genoplive de døde og drømmer sig selv død.

»turkeys« er amerikansk for fiaskoer, især film.

»Nu er selv tyskerne klar til at ramme militære mål i Rusland«. Den 31. maj 2024 tillod den tyske regering Ukraine at bruge tyske våben mod militære mål på russisk jord. »Det var de også i 1941.« er Barbarossa, det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941.

4. juni

»Let’s not sugarcoat it«. William Lewis, udgiver og direktør for The Washington Post, til redaktionen mandag den 3. juni 2024, dagen efter at han havde skilt sig af med chefredaktøren, Sally Buzbee, midt i en omlægning af avisen. Avisen havde tabt over 70 millioner dollars i 2023. Efter avisens eget referat sagde han: »We are going to turn this thing around, but let’s not sugarcoat it. It needs turning around«, og lidt efter: »We are losing large amounts of money. Your audience has halved in recent years. People are not reading your stuff. Right. I can’t sugarcoat it anymore.« Det er avisen, hvis journalister Bob Woodward og Carl Bernstein afslørede Watergate-skandalen i 1972–74, så præsident Nixon måtte gå af, og som siden 2017 har haft mottoet »Democracy Dies in Darkness«. For Erasmus er den blevet statens propaganda: »Man propper den ned i halsen på folk, man sælger den ikke.« To linjer længere nede står dommen på engelsk, »No one’s buying it anymore«, og buy betyder både at købe og at tro på.

»Mere end 800 medier«. Tallet er fra rapporten Operation Overload, som analysefirmaet CheckFirst udgav den 4. juni 2024 sammen med Reset.Tech. Over 800 organisationer, mange af dem medier og faktatjekkere, var blevet oversvømmet med mails og opslag på X, der bad dem undersøge falske historier mod Ukraine, Frankrig og Tyskland. Formålet var at binde journalisternes tid og få faktatjekkerne til at sprede historierne ved at afvise dem. Herhjemme meldte Ritzau samme dag, at faktatjekmediet TjekDet var blandt »mere end 800 medier, organisationer og enkeltpersoner«. »Politiken advarer imod Ruslands farligste våben: Sandheden.« er Erasmus’ overskrift på nyheden.

»my love«. Efter én chat. Brevet om det syge familiemedlem og de 10.000 euro er kontaktannoncens klassiske andet trin, og Erasmus svarer, som sandt er, at han er pensionist.

Saxogade, Vesterbrogade, Strøget, Kongens Have. Turen går fra Vesterbro gennem centrum til Kongens Have og hjem igen, en halv snes kilometer for en gammel mand. Han ligger i græsset i Rosenborgs have og tænker, at han bliver arresteret, hvis han falder i søvn.

»Maniac« fra 1934. Dwain Espers exploitationfilm med dr. Meirschultz og hans assistent. Romanen giver selv referatet: Lægen henter en nøgen kvinde i lighuset, og patienten voldtager hende. Drømmen samme nat beholder lighuset og den nøgne kvinde, men nu er det Erasmus, der ligger død, og hun lader ham kysse sig. Det er den forskel, han ikke lægger mærke til, da han vågner og forklarer det hele med filmen.

»There’s breathing in my barn.« Replikken er ikke fra Maniac, selv om den står lige efter, men fra The Invisible Man fra 1933, hvor en bonde hører den usynlige mand i sin lade under snestormen. Opslaget om filmen har scenen.

»Hørte det igen. Men denne gang tændte jeg ikke lyset.« Første gang tændte han lyset, og der var ingenting. Den 6. juni lader han det være slukket af en anden grund: ikke af frygt for, hvad han ville få at se, men for, at der ikke skulle være noget. Kapitlets vending sidder i en lyskontakt.

»Det undrede mig, at det ikke var Kira«. Kvinden i lighuset er blond og udtrykkeligt ikke Kira.

5. juni

»Et trekvart århundrede er nok!« Grundloven fyldte 175 år den dag i 2024, men den gældende er revisionen fra 1953. Statsministeren sagde samme dag i Folketinget: »1953 – det er 71 år siden. Aldrig før er der gået så lang tid uden en grundlovsændring.« Erasmus regner fra den sidste grundlov, ikke den første.

»Brechts råd om at vælge et nyt folk«. Den 17. juni 1953 gjorde arbejderne i Østberlin oprør mod hævede arbejdsnormer, og sovjetiske tropper slog opstanden ned. Tre dage senere skrev forfatterforbundets sekretær, digteren Kurt Barthel, kaldet Kuba, i partiavisen Neues Deutschland og på løbesedler, at bygningsarbejderne skulle skamme sig og arbejde hårdt for at genvinde den tillid, de havde ødelagt. Bertolt Brecht svarede samme sommer med digtet Die Lösung, ‘Løsningen’, som romanen citerer i sin helhed i sit andet appendiks. På løbesedlerne kunne man læse, siger digtet, »daß das Volk / Das Vertrauen der Regierung verscherzt habe / Und es nur durch verdoppelte Arbeit / Zurückerobern könne. Wäre es da / Nicht doch einfacher, die Regierung / Löste das Volk auf und / Wählte ein anderes?« På dansk: ‘at folket havde forspildt regeringens tillid og kun kunne vinde den tilbage ved dobbelt arbejde. Ville det så ikke være enklere, om regeringen opløste folket og valgte et andet?’ Offentligt havde Brecht i et brev til partichefen Walter Ulbricht, trykt i Neues Deutschland den 21. juni, udtrykt »meine Verbundenheit mit der Sozialistischen Einheitspartei Deutschlands«, ‘min forbundenhed med Tysklands Socialistiske Enhedsparti’. Digtet blev først trykt i 1959, i den vesttyske avis Die Welt, tre år efter hans død. Samme grundlovsdag sagde statsministeren i Folketinget om grundloven: »Og den besegler, at magten udspringer af folket. Vi politikere sidder her kun, så længe I synes, det er en god ide.«

»teltlejr på Rådhuspladsen«. Den virkelige lejr stod ved Københavns Universitet. Mandag den 6. maj 2024 slog gruppen Studerende Mod Besættelsen telte op i en have på universitetets campus i det gamle Kommunehospital, efter forbillede fra de amerikanske universiteter, hvor studerende i ugevis havde protesteret mod Israels krig i Gaza, der fulgte efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. De stillede seks krav, blandt andet at universitetet skulle fordømme »det igangværende folkedrab«, trække sine investeringer ud af virksomheder, der tjente på besættelsen, og afbryde samarbejdet med israelske universiteter. På bannerne stod der blandt andet »Anti-zionisme is not antisemitism«. Den 28. maj meddelte universitetet, at det ville sælge sine aktier i Airbnb, Booking.com og eDreams, som står på FN’s liste over virksomheder i de besatte områder, for omkring en million kroner, og lejren, som de studerende kaldte Rafah Garden, blev pakket sammen efter 27 dage, få dage før grundlovsdag. Romanen flytter lejren til byens torv og tager bannerets ord: Demonstranterne hedder antizionister, og i sætningen efter står jødeforfølgelserne. Pladsen bliver romanens scene. I næste kapitel går et demonstrationstog fra Rådhuspladsen til synagogen i Krystalgade.

»jødernes “ret til at eksistere”«. Den faste formel i debatten er Israels ret til at eksistere, statens ret. Mette Frederiksen talte om jøderne. I nytårstalen 2024 sagde hun: »At jøder har ret til at leve i fred, sikkerhed og frihed. I Israel. Ja, hvor de end måtte bo og leve. Selvsagt også her i Danmark.« I synagogen i Krystalgade en uge efter 7. oktober havde hun sagt: »Ingen vil få lov til at betvivle danske jøders liv og fremtid i Danmark.« Romanen gør retten til at leve i fred til en ret til at eksistere og sætter jødeforfølgelserne i samme sætning. En ret, som en statsminister må insistere på, er allerede til forhandling. I bogens første appendiks står den modsatte ret: »Snarere så man på jøderne som skadedyr, som man havde ret til at skaffe sig af med.« Skadedyret er nazipropagandaens billede. I filmen Der ewige Jude fra 1940 bliver rotter til jøder. Grimoire (2022) lægger den samme ret i forfølgernes mund: Fremskridtet kan ikke standses, og det er underforstået, at »de mennesker, der står i vejen for det, må fjernes, hvilket da heller ikke er noget større problem, da jøder og kommunister, racister og sexister ikke har nogen ret til at leve«. Listen sætter nazismens fjender ved siden af fremskridtets.

»de danske fiskeres selvløse hjælp«. I oktober 1943 blev omkring 7.000 danske jøder sejlet til Sverige, mange af dem mod betaling. At Erasmus kalder det en myte, handler om ordet selvløse, ikke om, at det skete.

»inviteret Goebbels til at holde foredrag«. Det skete. I november 1930 inviterede Studenterforeningen i København Joseph Goebbels, nazistpartiets propagandachef og leder i Berlin, til at tale. Mødet blev aflyst på politidirektørens bestemte henstilling, af frygt for uroligheder, og ifølge Flemming Roses De besatte (2016) på opfordring af den radikale udenrigsminister P. Munch. I den borgerlige presse gjaldt anstødet forbuddet. Nationaltidende trykte den tale, Goebbels ikke holdt, som kronik, og Nic. Blædel skrev i en leder i Dagens Nyheder den 30. november, at en radikal justitsminister og en radikal udenrigsminister »stængede – af hensyn til kommunistisk fiktion – for det frie ord«. I stedet holdt udenrigsministeren selv foredrag for studenterne, skrev Blædel, om den politisk-økonomiske krise i Europa. Romanen kender anstødet. I Tredje del, den 10. december, er de danske studenter skuffede, »da reaktionære kræfter forhindrede Goebbels i at holde foredrag i Studenterforeningen«.

»Dear university students in the United States of America«. Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, skrev et åbent brev til de studerende i lejrene på de amerikanske universiteter. Det er dateret den 25. maj 2024 og blev offentliggjort den 30. maj, og romanen citerer de to første sætninger. Lige efter står der: »You have now formed a branch of the Resistance Front«. Modstandsfronten er Irans navn for alliancen af grupper og militser, landet støtter mod Israel, blandt dem Hamas, Hizbollah i Libanon og houthierne i Yemen, og brevet siger selv, at oprettelsen af Den Islamiske Republik har »expanded and fortified it«. Ifølge brevet er det »The global Zionist elite – who owns most US and European media corporations or influences them through funding and bribery«, der kalder modstanden terrorisme, og det trøster de studerende over for »your government’s police brutality«. Da Irans egne unge gik på gaden i 2022 efter Mahsa Aminis død i sædelighedspolitiets varetægt, blev mindst 551 demonstranter dræbt, ifølge organisationen Iran Human Rights. Brevet slutter: »My advice to you is to become familiar with the Quran.«

Statsministerens tale. Onsdag den 5. juni 2024 fejrede Folketinget grundlovens 175 år i Landstingssalen på Christiansborg med kongehuset til stede. Mette Frederiksen indledte med grundlovens historie, fra mødet i Casino i marts 1848, hvorfra københavnske borgere næste dag gik i optog til kongen og krævede en fri forfatning, til kong Frederik 7.s underskrift den 5. juni 1849. Så sagde hun det, grundlovstaler siger: »Vi fejrer den hvert år. Med sang. Måske med jordbær med fløde, når vi kommer hjem. Bøgeskoven i al sin pragt. Og altid med Dannebrog mod en blå himmel.« Kommentatorernes ord står i talen selv, om grundloven. Hun havde læst op på teksten til dagen: Ordet demokrati står der ikke ét eneste sted, kongen står der 41 gange, og »Med al respekt for Hans Majestæt Kongen – så ved vi nok alle sammen, at “Kongen” i dette tilfælde betyder “regeringen.”« Den næste sætning lyder: »Den gamle tekst fungerer ganske glimrende i det moderne Danmark.« Til sidst opfordrede hun til at stemme ved europaparlamentsvalget fire dage senere og mindede om, at det næste dag var 80 år siden D-dag: »Tænk, hvis amerikanerne ikke havde ladet deres unge mænd gå i land på vores europæiske strande.« I Erasmus’ dagbog er det amerikanerne, der har besat landet.

6. juni

»Yishsh, yish, yisha, yishaqeni.« Det sidste led er hebraisk, יִשָּׁקֵנִי, yiššāqēnî, Højsangens første ord efter overskriften (1,2), en kvindes ønske om en mands kys. Roden er נשק, n-š-q, ‘kysse’, og endelsen betyder ‘mig’. Formen er imperfektum, den ufuldendte handling, og her ser ønskeformen ud præcis som den, så ordet betyder både ‘han vil kysse mig’ og ‘måtte han kysse mig’. Forfatteren har gjort netop det til en lære om sproget. Bibelen (2011): »Pointen er, at jøderne skelner ikke. Enhver futurum er en potentiel konjunktiv, og dermed enhver forudsigelse et potent ønske.« Grimoire (2022) kalder velsignelsen og forbandelsen i deres grundform »en aktiv profeti, som vi udtrykker med en konjunktiv (passivt: kongen vil leve, aktivt: kongen leve)«. Hvisken i sengen er sådan en profeti, og natten efter bliver Erasmus kysset, men det er hende, der kysser ham. Lydene undervejs går gennem yish, der ligner יֵשׁ, yēš, ‘der er’, og det er natten, hvor han lader lyset være slukket af frygt for, at der ikke skulle være noget.

»Den tyske besættelse af Danmark går mod sin afslutning.« Skrevet den 6. juni, årsdagen for landgangen i Normandiet 1944. Der står tyske, hvor man venter amerikanske, og det er ikke en fejl. 1944 er lagt hen over 2024, og sætningen ender i »Eller var det russerne?« Nyhederne under den er virkelige: Krigen i Ukraine var på tredje år, og europaparlamentsvalget blev holdt den 6.–9. juni 2024, i Danmark søndag den 9.

»Give me liberty, or give me death!« Patrick Henrys ord fra 1775, inden den amerikanske uafhængighedskrig. Banneret findes. Et rødt flag med ordene »TRUMP OR DEATH« og årstallene 1776 og 2024, lavet over frihedskrigens faner, blev landskendt i september 2023, da det blev foldet ud over tribunen i Yankee Stadium. Erasmus gengiver, hvad der står.

»Churchill er en farlig mand«. Overskriften på Politikens leder den 28. april 1940, nitten dage efter besættelsen, da de tyske sejre i Norge var en kendsgerning. Lederen hyldede tyskerne og angreb den engelske krigsledelse, og den kostede efter den gængse opgørelse avisen 15.000 abonnenter på få dage. Bagmanden var ifølge Gregers Dirckinck-Holmfelds Fæle Frejlif og hans drenge (2016) bladets bestyrelsesformand, Erik Scavenius, der i juli blev udenrigsminister, og om efteråret var oplaget faldet med 53.000. Lederen er siden blevet selve eksemplet på pressen under besættelsen. Hans Scherfig lægger sætningen i munden på bager Andersen i Frydenholm (1962), lige efter at radioavisen har givet Churchill skylden for bomberne over Beograd. I Erasmus’ 2024 er Politiken stadig den avis, og Churchill hedder Trump: Når tyskerne er ved at tabe, holder man op med at advare.

»Især er fredstruslen overhængende.« Læs sætningen to gange. Der står fredstruslen.

7. juni

»hvis man kan kalde det det«. Forbeholdet gælder ordet ro. De sidste nætter har der været nogen i hans seng, så at gå i seng er ikke længere at gå til ro, og han retter den faste vending, mens han skriver den. Spørgsmålet lige efter siger, hvad aftenturen var: »Var jeg bange for, hvad jeg ville finde i min seng?«

»hypnotiseret, men ikke af nogen«. Forklaringsrækken går fra drøm over hallucination til selvhypnose, og han føler »ingen lettelse ved denne realisation, kun en slags skuffelse«. Den 4. juni havde han ingenting at miste. Nu har han.

»“hun” vender tilbage«. Anførselstegnene er hans eget forbehold. Han har netop forklaret hende som selvhypnose, så det er ikke givet, at der er en hun, eller et menneske, at tale om. Og alligevel håber han, at hun kommer igen, og lover sig selv at gå op i »den våde drøm med liv og sjæl«. Forbeholdet og håbet står i samme sætning.

Russell Brand. Det lange engelske citat er den britiske komiker i hans podcast Stay Free, i samtale med Republikanernes talskvinde Elizabeth Pipko, efter det klip, Fox News bragte den 6. juni 2024. Romanen afbryder to af sætningerne. Hos Brand er det orwellske mareridt en større trussel »than their constant portrayal of Trump as a mad strongman figure, a kind of twenty-first century reiteration of the despotism of the last century«. Brand var i september 2023 blevet anklaget for voldtægt i britisk presse, og »Me Too rykker ud!« er Erasmus’ kommentar til, at anklagen bruges som svar på argumentet. Den 5. november 2026 kendte en jury ved Southwark Crown Court i London ham skyldig i én voldtægt og tre seksuelle overgreb mod fire kvinder og frikendte ham på tre andre anklagepunkter. Den 9. november idømte dommeren ham ti år og seks måneders fængsel.

8. juni

»Kvinden, jeg troede at se«. Første gang Kira får et ansigt i dagslys, og det er fotografiets ansigt, genkendt på det ene billede. Det billede, han troede, han valgte, er begyndt at vælge ham.

»lige så sort som ibenholt«. Snehvide, Grimms eventyr nr. 53. Dronningen sidder ved vinduet og syr i en ramme af ibenholt, stikker sig i fingeren, og tre dråber blod falder i sneen: »Havde jeg dog bare et barn, der var så hvidt som sne, rødt som blod og sort som ibenholt.« Formlen kommer igen, da Snehvide ligger i glaskisten, »for hun var stadig hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt«, og kongesønnen finder hende. Erasmus låner det tredje led til Kiras hår. Den hvide hud har pigen på lighuset, og den, der lå som død i romanen, var ham.

»havblik«. »Havoverfladens glatte og blanke udseende i vindstille vejr«, siger Den Danske Ordbog. Den store ordbog har også den overførte betydning, stilheden efter stærk uro, og vendingen havblik før stormen. Erasmus gør ordet til hendes øjne: grønne, blanke og uden bund.

»som en anden Tamino«. Prinsen i Mozarts Tryllefløjten, der forelsker sig i et portræt, før han har mødt kvinden, og føres af det ind i templets prøver. I arien »Dies Bildnis ist bezaubernd schön« kalder han billedet »dies Götterbild«, og forfatteren tager ordet op i Religion: »Paminas portræt er for Tamino ein Götterbild, der fører ham til templet.« Kiras fotografi er Erasmus’ Götterbild, og det er begyndt at føre. Opslaget om operaen har resten.

»Assassination af en statsleder«. Det engelske ord midt i den danske sætning. Erasmus bruger avisernes sprog, også når han anklager dem.

»udsat for et attentat«. Fredag den 7. juni 2024 blev Mette Frederiksen slået af en mand på Kultorvet i København, to dage før valget. Manden blev anholdt på stedet, og dækningen var alt andet end diskret. Romanen vender begge dele: Slaget bliver et attentat, og den massive dækning bliver nedtoning. Vendingen er en fælde. Man forarges over, at pressen tier om et attentat på en dansk statsminister, og i samme øjeblik kan man mærke, hvad man ikke følte over den afdæmpede dækning af attentaterne på Trump. Kapitlet prøver ikke, hvad læseren ved, men hvem ens forargelse gælder.

»den obligatoriske psykiatriske diagnose«. I et land, hvor man ikke må have syner, er diagnosen den form, synet får i avisen. Erasmus har selv stillet den tre gange i ugens løb, drøm, hallucination, selvhypnose, og følt skuffelse hver gang. Anden del af bogen foregår til dels på et galehus. Diagnosen kommer igen.