»Interesting times«

10. november 2026

Udvalg med kommentar

Jæger og bytte

Digtet til Chresteria før epigrafen lader manden fanges »i sit byttes net«. Forfatterskabet har brugt jæger og bytte som navn på den første pagt siden Det overnaturlige (2004), og opslaget samler stederne fra Grimoire, Liv, Historier, Danmark og Det magiske menneske.

Grimm: Djævelen med de tre guldhår

KHM 29. Færgemanden, der kun bliver fri ved at give stagen til den næste, og kongen, der fik den. Teksten fra 1857 ligger på Wikisource. Forfatteren har selv læst eventyret i Bibelen (2011), hvor han citerer det i fuld længde og lader helten midlertidigt overtage rollen som »atlant eller Charon«. Det er den læsning, Læsningen af kapitlet bygger på.

Charon

Dødsflodens færgemand. Romanen nævner ham ikke, den lader Erasmus kalde sig færgemand og lader taxichauffør være det, det »nu hedder«. Vergils Aeneide, sjette sang, vers 298–330, er stedet, hvor de døde venter ved bredden. Charon-opslaget har kilderne og forfatterskabets andre færgemænd. Og læs skæbnerækken i forfatterens Magi (1986): »Vi skal frygte det menneske, der har en skæbne, hvad enten det er diktator, oberst, korporal eller taxichauffør, indtil vi selv får en.« Taxichaufføren stod i rækken fyrre år, før han fik en blog.

Interesting times

Forbandelsen »May you live in interesting times« har ingen kinesisk kilde. De ældste belæg er engelske og går gennem familien Chamberlain. Austen Chamberlain kaldte den kinesisk i en tale i 1936, og hans far Joseph Chamberlain havde i 1898 sagt i Birmingham, at »we are living in most interesting times«. Quote Investigator har kæden. Forfatteren har brugt titlen to gange før: som forord i Møde (2018) med forbandelsen som motto og som kapiteloverskrift i Det magiske menneske (2024), hvor Chamberlains ord åbner kapitlet lige efter overfarten over Styx.

Esajas’ Bog 30,8–11

Epigrafen. Profeten skal skrive til en kommende dag, fordi folket ikke vil høre, og folket beder om smigrende ord. Opslaget har tekststedet, Esajasrullen fra Qumran og forfatterskabets øvrige Esajas.

Højsangen 1,2

Det korteste opslag og det bedste. Yiššāqēnî, יִשָּׁקֵנִי, er Højsangens første ord efter overskriften. Sefaria viser den hebraiske tekst med oversættelse. Den danske bibel fra 1931 oversætter »Kys mig, giv mig Kys af din Mund« og mister dermed den tredje person, som hvisken i sengen hænger på. Forfatteren forklarer formen i Religion (2015): »Både indikativ og konjunktiv er indeholdt i det hebraiske Qal«, det aktuelle og det mulige i ét ord, og det er netop, hvad der ligger i sengen den 6. juni, et kys, der endnu ikke er sket.

Erasmus af Rotterdam: Tåbelighedens Lovprisning

Stultitiae Laus (1511), hvor Dårskaben selv taler i første person om alt det, menneskene skylder hende. Det er en blogs form, fire hundrede år før bloggen. John Wilsons engelske oversættelse fra 1668 ligger hos Project Gutenberg. Navnet Erasmus er græsk og betyder ‘den elskede’, og Kira er af græsk kyria, ‘herskerinde’. Den elskede skriver »I have chosen you« til herskerinden. Dedikationen har allerede sagt, hvem der fanger hvem.

Inanna og Ishtar

Mesopotamiens gudinde for kærlighed og krig, sumerisk Inanna, akkadisk Ishtar. Oraccs opslag giver hendes sider. Nedstigningen til dødsriget, hvor hun afklædes ved syv porte, dør hos sin søster Ereshkigal og hentes tilbage mod en stedfortræder, kan læses i Oxfords oversættelse af Inana’s descent to the nether world. Begynd ved linje 129–172 og 281–289. Romanens appendiks nævner selv, at hun årligt måtte genfindes. Gudinden går igen i hele forfatterskabet, og du møder hende igen i denne bog.

Taxi Driver (1976)

Martin Scorseses film efter Paul Schraders manuskript. Travis Bickle kører taxa om natten, foragter den by, han kører igennem, og fører dagbog i voice-over. Det er dagbogsformen, romanens første del låner, sammen med den ensomme chaufførs blik. Sony Pictures Museums filmside.

Ishtar (1987)

Elaine Mays komedie med Warren Beatty og Dustin Hoffman som to sangskrivere uden talent, der sendes til det opdigtede land Ishtar. Filmen er en hyldest til Hope og Crosbys »Road To«-film og en af Hollywoods berømte fiaskoer. Erasmus elsker den af samme grund, som han elsker Gøg og Gokke: Der er mennesker i den. Sony Pictures’ filmside.

Maniac (1934)

Dwain Espers exploitationfilm om en galning, der overtager en læges eksperimenter med at genoplive de døde. Romanen refererer den selv den 4. juni, og drømmen samme nat skriver referatet om. American Film Institutes katalogpost. Kino Lorber har restaureringen.

The Invisible Man (1933)

James Whales film efter H.G. Wells. Replikken om åndedrættet i laden står i romanen lige efter Maniac, men hører til her. Opslaget viser scenen og forfatterens egne anmeldelser af filmen.

Die Zauberflöte: Taminos portrætarie

Første akt, »Dies Bildnis ist bezaubernd schön«. Tamino forelsker sig i Paminas portræt, og portrættet fører ham ind i templets prøver. Portrættet går igen i Religion (2015), og opslaget om operaen har de fem tråde, forfatterskabet har trukket i den. Den Norske Operas handlingsreferat går akt for akt.

Snehvide

KHM 53. Dronningen ønsker sig et barn, hvidt som sne, rødt som blod og sort som ibenholt, og får det. Formlen står den 8. juni om Kira, men i kapitlet er det manden, der lå død, og hende, der kom med kysset. Forfatteren læser Snehvide, Askepot og Tornerose som én figur, den detroniserede prinsesse, i Religion (2015). Stedkommentaren citerer eventyret efter Anine Ruds oversættelse, Brødrene Grimms eventyr (Gyldendal 2017).

Gøg og Gokke, The Honeymooners og Familien Flint

Laurel and Hardy, mennesker ifølge Erasmus. The Honeymooners er Jackie Gleasons serie om buschaufføren Ralph Kramden og kloakarbejderen Ed Norton, de 39 afsnit fra 1955–56, og første afsnit, TV or Not TV, handler om at få råd til et fjernsyn. The Flintstones (1960–66) er bygget over den, med stenaldersuburbia i stedet for Brooklyn. Erasmus’ kæde Gøg og Gokke, Ralph og Ed, Fred og Barney er filmhistorisk korrekt.

Brecht: Die Lösung

Digtet hører til Buckower Elegien, som Bertolt Brecht skrev i sit sommerhus i Buckow i sommeren 1953. Kun seks af dem blev trykt, mens han levede, og Die Lösung var ikke blandt dem. Tysk Wikipedia om digtet fører historien videre, fra de første bogudgaver i Frankfurt i 1964 til Helene Weigel, der i 1969 fik digtet med i den østtyske udgave af hans digte, og Tagesspiegel skriver om Brechts forhold til partiet.

Samtiden bag indførslerne

Kapitlet sidder på nyheder fra den sidste uge af maj og den første uge af juni 2024. Stedkommentaren siger under hver dato, hvad nyheden er, og hvad romanen gør ved den. Her er kilderne:

Alt, kapitlet nævner

I tekstens rækkefølge, med dato. Det, kapitlet ikke navngiver, men som er entydigt, står med (unavngivet).

  • Digtet »Til min Chresteria« (dedikation)
  • Prædikerens Bog 7,26 (dedikation, unavngivet)
  • Esajas’ Bog 30,8–11 (epigraf)
  • Taxi Driver (deltitel)
  • Anne Franks dagbog (2. juni)
  • The Flintstones, dansk Familien Flint (2. juni)
  • The Honeymooners (2. juni)
  • Chaplin, Marx Brothers, Laurel and Hardy (2. juni)
  • Triumph des Willens (2. juni)
  • Ishtar (3. juni)
  • Hope og Crosbys »Road To«-film (3. juni)
  • »Little Darlin’« (3. juni)
  • Politiken (3., 4. og 6. juni)
  • William Lewis og The Washington Post (4. juni)
  • Maniac (4. juni)
  • The Invisible Man (4. juni, unavngivet)
  • Grundloven (5. juni)
  • Bertolt Brecht (5. juni)
  • Goebbels og Studenterforeningen (5. juni)
  • Ayatollah Khamenei (5. juni)
  • Højsangen 1,2 (6. juni, unavngivet)
  • Patrick Henry (6. juni, unavngivet: »Give me liberty, or give me death!«)
  • Churchill (6. juni)
  • Russell Brand (7. juni)
  • Snehvide (8. juni, unavngivet)
  • Tamino og Die Zauberflöte (8. juni)

Vores egne opslag, som kapitlet ikke nævner: Grimms færgemand, Charon, Erasmus af Rotterdam, gudinden Inanna/Ishtar og forfatterens Magi, Bibelen, Religion, Møde og Det magiske menneske. De åbner kapitlet uden at stå i det.